ENDELIG: Kissing spines er arveligt

Så kom endelig den nyhed jeg har ventet på, siden jeg startede med at skrive: Kissing spine er arveligt. Dette er en artikel fra magasinet: The Horse. Kissing spines hos min hoppe, var grunden til at jeg begyndte at undersøge og skrive om hvad vi vidste og hvad vi ikke vidste. Dette er en vigtig opdagelse i forhold til sygdommen og hvordan vi fremover vil avle.

Researchers Confirm Kissing Spines is Hereditary

Scientists are rapidly homing in on the specific areas of the equine genome linked to this debilitating condition.

Researchers Confirm Kissing Spines is Hereditary

Kissing spines appears to be hereditary in horses, and scientists are rapidly homing in on the specific areas of the equine genome that are linked to the debilitating condition.While other factors—such as height, level of work, discipline, sex, age, and saddle fit—probably contribute to the development of the vertebral disease in which spinous processes crowd together, reports one equine research team.

At least two specific chromosomes, Chromosomes 16 and 25, appear to have regions that affect the severity of kissing spines in Warmbloods, Thoroughbreds, and stock horse breeds, said Samantha A. Brooks, PhD, of the Department of Animal Science and the Genetics Institute of the University of Florida, in Gainesville, and Beau Whitaker, DVM, of the Brazos Valley Equine Hospital, in Salado, Texas. A third chromosome, Chromosome 14, seems to have a significant association with the presence—or not—of the disease regardless of its severity. Brooks and Whitaker presented the early results of their study at the 2020 American Association of Equine Practitioners’ Convention, held virtually.

Because of this newly identified genetic component, owners should seriously consider not breeding horses with kissing spines, especially those who have had to retire due to performance issues, said Brooks. Although it’s tempting to repurpose the horse into a breeding animal, “it seems that may perpetuate this kind of problem,” she said.

Brooks, Whitaker, and their fellow researchers have been performing genetic testing on horses with and without kissing spines to locate genes responsible for the disease. The research process is ongoing, but so far they’ve identified loci (areas of groups of genes) that show a clear link to the disease and/or its severity. For example, changes on Chromosome 16 are associated with a difference of one full grade (out of four) of clinical signs of kissing spines, Brooks said. And changes on Chromosome 25 are associated with two full grades. “That is no small difference,” she said. “You can imagine between the two loci you have the possibility of altering that radiographic score by three full scores. And that is indeed quite a change.”

Meanwhile, they noted that certain other factors play more or less of a role. The horse’s height, for example, “has a very, very strong impact,” said Brooks. Sex and age seem to have less significant roles, contrary to what many scientists have previously believed. While their association with kissing spines still exists, they’re apparently “not the major influences we once thought they were,” she said.

The team’s research will hopefully lead to the development of models that help people recognize risk for kissing spines before they buy, breed, or train—as owners could reorient at-risk individuals toward “a less strenuous career,” such as leisure activities, as opposed to upper-level dressage or reining, for example. “Owners would also know at-risk horses and could initiate physical therapy and training regimens known to support the spine in an effort to prevent performance-limiting back pain,” Whitaker told The Horse.

Even so, the scientists cautioned that their research is ongoing and needs more confirmation. Specifically, they said they’re looking for hair samples and identity information (sex, age, breed, height, etc.) on Thoroughbreds, Warmbloods, and stock horses whose X rays show they do not have kissing spines, and they invited owners to submit those to help further the study effort. “We have a lot of work left to do,” Brooks said.

Editor’s Note: Genetic testing was performed and research funding provided by Etalon Inc. Both speakers are consultants for Etalon Inc.



Passionate about horses and science from the time she was riding her first Shetland Pony in Texas, Christa Lesté-Lasserre writes about scientific research that contributes to a better understanding of all equids. After undergrad studies in science, journalism, and literature, she received a master’s degree in creative writing. Now based in France, she aims to present the most fascinating aspect of equine science: the story it creates. Follow Lesté-Lasserre on Twitter @christalestelas.

Hovens struktur

Læste en rigtig god artikel fra Kentucky Equine Reasearch Institute. Her er et uddrag:

Just as coat condition serves as an indication of health status in horses—sheen and dapples suggest vitality, whereas dull, rough, or half-shed coats imply unthriftiness or disease—changes in hooves may provide clues to a horse’s historical well-being.

Hoof rings and ridges sound synonymous, but they are not. In fact, one is a normal feature of even the best-managed hooves; the other, though, is a sign of pathology and potential toxicity.

The hoof wall is subject to any number of imperfections, and it is commonplace for horses to be beset with shallow or deep cracks, chipped toes, or flares, especially if they are not under the scheduled care of a professional farrier. These flaws are obvious. More subtle changes in the hoof wall, including horizontal rings and ridges, tell more about a horse’s health than the regularity of hoof care.

Hoof rings and ridges sound synonymous, but they are not. In fact, one is a normal feature of even the best-managed hooves; the other, though, is a sign of pathology and potential toxicity.

Hoof rings, also called growth rings, occur in healthy hooves and are typically the result of variations in diet from season to season, especially in horses whose diets are composed of primarily forages. As the nutrient content of grass swells in the growing season, shifts in cellular production often cause distinct changes in hoof wall, most notably slight color variations. The wall remains smooth with little or no palpable change in texture.

Hoof ridges, on the other hand, are usually indicative of a body-wide health insult, particularly one that causes fever, such as a bout with laminitis or nutrient toxicity. Like hoof rings, ridges are plainly visible, but one important difference is the formation of well-defined bumps or ledges on the wall. Horses with chronic laminitis may have repeated disturbances in hoof wall growth, causing these ridges to take on a V-like appearance toward the toe.

“Without question, a competent farrier is the go-to professional for hoof care, and a veterinarian for disease processes that could incite certain hoof problems,” said Catherine Whitehouse, M.S., a nutritionist with Kentucky Equine Research, “but laminitis-prone horses benefit from specialized nutrition, and a nutritionist can design diets that will help horses sidestep this disease.”

Det handler om at ernæringens indhold vil vise sig i hoven og man kan se på hovens struktur om hesten fx bliver overfodret. Det er vigtigt at hestens kost året rundt er balanceret og laver man foderplaner, kan man undgå de værste udsving og dermed forstyrrelser i hoven.

Et flot citat

“The best riders in the world, regardless of discipline, have one thing in common: They have a special feeling for balance. A dressage horse has a different balance from a racehorse or an event horse, but balance is the key to every equestrian sport. Achievement of balance is the greatest secret of riding.”

Former Dutch Olympic coach Henk van Bergen explains how transitions develop understanding, strength and balance in your dressage horse in this article from our archives –>http://bit.ly/2mpPPHq

Transitions are the ultimate exercise for training the horse to better balance and collection. By nature, the horse is balanced toward the forehand, so if you sit on your horse and let him move on long reins, 60 percent of his total…

Super fed dag i Herning

Var i Herning igår lørdag og må bare sige at det var den FEDESTE dag;-) !

Jeg nåede lige at se hvilke hingste der gik videre og det var en fornøjelse. Glæder mig til at se dem til 10 dages test i Tørring, hvor det så kun er dem. Det er lidt svært at få et overblik dernede, men der var mange hvor man tænkte Wow. Og så var det fedt at se nogle af de hingste man har fulgt. Jeg syntes stadig at man mangler at få nogle begrundelser på hvorfor de går videre eller hvorfor de ikke gør.

Bagefter var jeg til opvisningsklasse for hingste. Det var en stor oplevelse. Først et gensyn med Donkey Boy, som jeg er helt vild med. Blev lidt ked af da han blev solgt og skulle rides af Jan Christensen, da jeg syntes at han har redet mange ungheste meget højt. Rent visuelt er han lidt stor til ham, men må bare sige at han udvikler sig RIGTIG godt (y) Thumps up! Bjarne Nielsen kommenterede og må bare sige at jeg ELSKER ham 😀 Han kan godt være lidt uheldig i hans kommentarer, men det gør at man får et grin. Men han er ÆRLIG og jeg elsker ham for at han tør sige hvis ikke hesten går ordenligt. 2 af hingstene havde svært ved at strække sig frem og ned og det indikerer noget knap så god ridning. Servero prøvede et kort sekund at lade Grand Galaxy prøve, men man kunne godt se at det var en lost case og det blev kommenteret. Han har styr på sin ridning ham Bjarne Nielsen og det gør mig glad at se at dressuren igen begynder at gå i den rette retning. Allan Grøn fik stor ros og jeg må bare sige: Hold op hvor var Zalabaster bare lækker. Og igen; en hingst man har fulgt et par sæsoner. Rigtig god ridning. Zonyx overraskede mig positivt, må sige at udseende mæssigt er den ikke noget for mig. Der var ikke den store gang i den, men den var betydeligt renere og mere taktfast i øvelser end de hingste den var inde med.

Ungheste championatet med testrytter var jeg meget spændt på. Testryttere jeg har været imponeret af har været Hasse og Charlotte Dujardin, hvor man får lidt for skillingen. Det gjorde man ikke af Dorethe Schneider, der var tesrytter. Der blev ikke sagt meget og de fleste lå på et 7-tal.. Bum. Men man kunne godt fornemme at hun er en god rytter og det var sjovt at se de tilfælde hvor hun var bedre til at ride end hestens oprindelige rytter. Fx Michael Søgaard, hans store Don Frederico, blev en anelse lettere og man kunne virkelig fornemme dens gode takt og bæring. Også Hove’s Tatiana blev lidt andeledes og mere stabil.

Jeg syntes at hun overså 2 ting: Højgaardens Santos. Lækker og elastisk hest, men tydeligt redet forkert. Den havde en helt overdrevet stor hals og den pas’sede 100% i skridt.

Her en optagelse imens den stadig kunne skridte:https://www.youtube.com/watch?v=RskVBcqxNiQ. Det er fra 2.07. Her deres egen video: http://helgstranddressage.com/da/heste/santos/1822. Her er den ikke helt så ren i pas’sen som i Herning endnu, men godt på vej.

Og Stenagers Wyatt Earp, også redet af Kenneth Damgaard, ligesom Santos, der gik bag bidet, næsten hele tiden. Ret meget tydeligere på den ene volte end den anden.

Til gengæld redede hun min respekt, ved at være vild med Boticelli, ligesom mig. Lækker rund og elastsisk hest. Helt fantastisk forbilledligt redet af Selina Hundstuen Solberg. Har set den siden udtagelsen til uvm på Vilhelmsborg for 2 år siden, og jeg elsker den!

Hest og rytter hallerne var bedre end de foregående år. Masser af gode tilbud, hvor de nogle af de andre år, måske har været lidt nærige med priserne.

Har lige siddet og set 2. del af testrytter championatet for dressurheste. Og må bare sige; Der var stadig ikke specielt meget tju bang. Men lækre heste og Boticelli fik dagens bedste karakterer og blev samlet 2’er. Hurra for Herning.


Grunden til at der for nogle år siden blev indført praksis med gødningsprøver, var ikke fordi dyrlægerne var grådige. Det var fordi at der i nogle af vores nabolande opstod resistens fra ormenes side imod ormekure. Dvs at man ikke kunne behandle hestene mod orm. Vi gik derfor væk fra at give hestene ormekur fast forår og efterår og indførte istedet, at man kan få taget en gødningsprøve forår og efterår. Og hvis hestene har orm, får man en ormekur. På den måde optimerer vi chancerne for at vi kan behandle mod orm nu og i fremtiden. Hvis ikke der var sat ind og indført systemet med gødningsprøver, kunne vi have endt ud i en lignende situation, hvor vi ikke kunne behandle vores heste.

Der bliver ind imellem solgt ormekure sort, udenom systemet. Det er meget dumt at købe disse ormekure, da det:

  • for det første er ulovligt
  • du ved ikke hvordan de har været opbevaret ( det meste medicin skal opbevares ved en bestemt temperatur for at bevare effekten)
  • du ved ikke hvad de dækker og hvis ikke du har fået taget en gødningsprøve;
  • Så ved du ikke om din hest har brug for ormekuren eller hvilke orm der skal behandles imod.

Analyse af en gødningsprøve koster mellem 75,- og 175,-. Og en ormekur  200-300,-. Så der er jo også en hvis økonomi i at kunne nøjes med en gødningsprøve. Læs mere om mindskning af ormepres på en fold under: Indretning af den perfekte fold.

Fodring af ridehesten

Heste i det fri trisser som regel bare rundt, snuser, vejrer den friske morgenluft og spiser. De sætter kun i galop hvis de bliver bange og er på ingen måde i nærheden af den kondi vi kræver af vores rideheste i dag. Det betyder at det græs, urter og løv, de er konstrueret til at spise, ikke længere er nok. Vi er altså nødt til at give dem noget med noget mere krudt i, så de har kræfter til det, vi gerne vil have dem til og så de har noget at sætte muskler og huld af. Heste der er i vedligehold (dvs ikke laver noget eller er i meget let arbejde) kan som regel klare sig med grovfoder af god kvalitet og en vitamin/mineral blanding. Heste der er i let til hårdt arbejde, er nødt til at fodres med olie eller korn/kornholdige produkter ( tilskudsfoder, fuldfoder, müsli, kraftfoder etc) ved siden af. Det er en meget svær balanceagt, hvor man skal jonglere foldtid, naturlige behov, foder til rådighed, økonomi og de muligheder der er, der hvor man gerne vil have hesten opstaldet. Det der skal dækkes er hestens behov for energi, protein, vitamin og mineral. Proteinet skal den bla bruge til at sætte muskler af og til vedligeholdelses processer i kroppen. Mængden og sammensætningen vil variere efter race, alder, temperament og hvor hårdt arbejde den er i. Man kan slå op i en tabel hvor meget hesten ca. skal have, men det er vigtigt at man hele tiden kigger på hesten og evt, justere lidt op eller ned. Det kan også være en god idé at få det tjekket af dyrlægen engang imellem, da man ikke altid kan se om hesten mangler noget. Optimal præstation kræver korrekt tildeling af foder. Man kan groft sige at den langsomme og udholdende energi til arbejde kommer fra grovfoder/fiberrigt foder ( hø, wrap, lucerne og roepiller) og olie og den hurtige energi kommer fra kulhydrater ( korn og kornholdige produkter).


Det der er ens for alle heste er, at man anbefaler at de som minimum får 1,5 kg grovfoder pr.100 kg hest/pr. dag, for at de får dækket deres behov for fibre, og de skal gerne have mere, da det ER det mest naturlige foder.

Energi fra kulhydrater i foderet brændes af øjeblikligt eller lagres i musklernes glykogendepoter, hvorfra det lynhurtigt og eksplosivt kan frigives. Når disse depoter er tomme, vil hesten få lavt blodsukker og blive træt. Når glykogen forbrændes i musklerne dannes mælkesyre. Arbejdets intensitet og længde, vil afgøre om mælkesyren nedbrydes eller ophobes i musklerne. Ophobning af mælkesyre, vil give nedsat muskelfunktion og dermed ringere præstationer. Fodres hesten med den rette kombination af kulhydrat, fibre og olie, vil hesten bruge energien fra olie og fibre først og dermed udsætte nedbrydelsen af muskelglykogen og dermed udsætte produktion og ophobning af mælkesyre med træthed til følge,

Distance heste har brug for foder, der gør dem udholdende. Dvs de skal fodres med den langsomme energi; grovfoder/fibre og olie. Ved den langsomme og udholdende præstation, skal hesten kunne spare på glykogendepoterne. Fodres hesten med for store mængder korn, forbruges glykogendepoterne hurtigere og hesten bliver træt. Fodres den derimod med en kost der er reduceret i kulhydrat og hvor der er skruet op for olie og fibre, kan den holde glykogen forbruget lavt, da hestens krop vil forbrænde fibre og olie først. Derved holder glykogendepoterne længere og på den måde kan man øge udholdenheden og præstationsevnen igennem foderet.

Fodrer man med grovfoder af høj kvalitet, vil det også indeholde en del elektrolytter og det hjælper heste i hårdt arbejde til at opretholde en ordenlig væskebalance og derved præsterer bedre. Godt grovfoder og fibre hjælper også til andet end energi. Plantecellerne indeholder proteiner som hesten kan bruge til muskelopbygning, reparationsprocesser og vækst. Der foregår hele tiden små reparationsprocesser i hestens krop, hvor vævet styrkes og de små muskel- og senevæv, som vi kommer til at rive over til træning, reparareres. Også i knoglerne foregår der hele tiden knogle nedbrud og knogleopbygning. Det er processer som både kræver energi og materialer. Grovfoderet indeholder også mineraler der kan hjælpe til disse og andre processer.

Når vi begynder at fodre hesten med mere energirigt foder end grovfoder, tager vi noget af dens tyggetid fra den og det betyder at hesten kan komme til at kede sig. Roepiller og lucerne er gode fiberkilder og er med til at øge tyggetiden i foderet. Korn, kornprodukter (müsli, tilskudsfoder, fuldfoder og mash) ryger hurtigt ned og kedsomhed kan føre til at hesten bliver krybbebider eller laver andre fjollerier, så det er en god idé at den hele tiden har lidt at tygge i.  At den har noget at tygge i vil også forebygge mavesår ( læs tidl. artikel).

Heste der skal præstere kortvarigt og intensivt, som galopheste, har brug for den hurtige energi fra kulhydrater. Man skal dog passe på, da en meget kulhydratrig kost er unaturlig for hesten og kan give mavesår. Mange galopheste har også mavesår (se tidl.artikel om mavesår i drop-down menuen) og de kan med fordel få erstattet lidt af kornet i deres foder med olie. De fordøjelsesproblemer en kulhydratrig kost kan give, kan også påvirke hestens blodsukker og dermed også præstationerne, så det er vigtigt at få det afstemt og at man fodrer efter træningstype og intensitet.

En dressurhest skal bruge en kombination af den langsomme og den hurtige energi, da dens muskler udfører en kombination af langsomt og hurtigt muskelarbejde. Foderet skal altså bestå af både grovfoder, fibre og kulhydrat. Hvordan kombinationen skal være, afhænger af hvor hårdt arbejde hesten er i, hvor meget den er ude, hvor godt grovfoderet er osv. Og som sagt, hvis hesten kun udfører et arbejde der svarer til vedligehold, så har dn ikke brug for kulhydraterne. De fleste ryttere overvurderer det arbejde deres hest er i og det betyder at man overfodrer sin hest eller sammensætter det forkert. Det er de færreste heste der er i virkelig hårdt arbejde.

Hesten er bygget til at bevæge sig hele tiden, så det mest optimale er hvis de kan gå ude det meste af tiden. Hvis det er konkurrenceheste man har, skal man dog passe på om sommeren. Store græs mængder kan gøre hesten tung og vommet og det vil nedsætte præstationerne. Hesten skal derfor helst kun gå på græsfold 3-4 timer i den periode hvor græsset er mest energirigt. Den kan selvfølgelig godt gå på sandfold resten af timerne, evt. med lidt knap så energirigt hø på folden. Man bibeholder den normale fodring sommeren igennem, men justerer selvfølgelig lidt i forhold til den græsmængde den får, så den ikke tager på. Rideheste der ikke arbejder hårdt, kan uden problemer lukkes på græs, hvis man bare regner det ind i foderplanen og justerer efter hestens huld. Når hesten vænnes til græsset i foråret, skal mængden af korn holdes nede, men man skal sørge for at hesten er dækket ind med proteiner, vitaminer og mineraler. Så er det tilskudsfoder man har foderet med, bibeholdes dette. Efterhånden som antal af timer på græs øges, reduceres mængden af tilskudsfoder, og man går til sidst over til et rent tilskud af vitamin og mineral. Dette skal tildeles individuelt og efter vægt og det bibeholdes sommeren igennem. Hvis hesten sveder meget pga solen, eller hvis den løber rundt, skal den også have et tilskud af elektrolytter, for ikke at komme i underskud.


Den store Foderbog. Af Dyrlæge Nanna Luthersson. Udgivet af Brogaarden i 2004

Hvordan skal dressurhesten fodres? Af agronom Mette L. Nymann. 25/3 2013


Indretning af den perfekte fold

I det fri

Hvis vi tænker på hvordan hesten ville leve i det fri, så ville det være et kæmpe tag-selv-bord, hvor hesten ville kunne vælge forskellige græsser, urter, grene og andet løv. Den ville kunne bevæge sig stille og roligt rundt og spise det meste af døgnet. Det betyder at den ville få en masse sanse indtryk. Den ville hele tiden snuse og smage.

Når vi indretter vores fold, kan vi godt have det in mente. Der er større chance for at hesten for dækket sine behov for vitaminer, mineraler og træstof, hvis beplantningen er varieret. Samtidig vil den skulle bruge sin hjerne og sanser på turen rundt på folden. Sådan noget som brændenælder og tidsler er ikke noget vi ser som det det fedeste på en fold. Men hvis de er der, så slå dem med en le. De er sunde for hestene og de kan spise dem uden at det gør ondt, hvis de spiser dem nedefra og op. En helt anden sag er det naturligvis med giftige planter, dem er det vigtigt at man fjerner. Agern er også giftige for hesten og det er derfor vigtigt at det ikke er ege træer man planter på folden.

Orme forebyggelse tænkt ind

En fold skal helst have en hvis størrelse, så der er plads til latrinære områder. Heste vil altid lave områder, hvor græsset for os ser godt ud, men de spiser det ikke. Det er områderne hvor de besørger. Det er fordi at græsset her vil være hårdt gødet og dermed indeholder mere næring end hvad der er godt for hesten. Det ved den instinktivt. Der udover indeholder afførringen, hvis hesten har orm, ormeæg. Når æggene klækker vil ormene sidde i græsset og er hesten nødt til at afgræsse de ormråder, hvor den selv eller andre har besørget, vil den få ormene ind i systemet. På den måde kan ormene opformeres kraftigt. Ormeæggene kan overleve i hestepærerne i flere måneder, nogle gange en hel vinter. Så istedet for at vente på at hesten æder folden helt ned, skal man hellere flytte den til en ny, eller sørge for at foldene er så store at der er plads til at de har de latrinære områder. På den måde kan man beskytte sine heste mod for stort ormepres.

Man kan købe færdige græsblandinger til heste hos frøfirmaerne. Og gør man det, ved man, at man får græsærter der er slidstærke og af rimelig kvalitet, da der er mange kvalitets krav tiI blandingerne. Hesten bider græsset over, i modsætning til køer der river det over, og det giver et hårdt slid på græsset. Samtidig skraber de i jorden, løber til tider rundt og ruller sig i græsset, hvilket også slider.

Det der er det springende punkt når man vælger en blanding er, om man vil have kløver på folden eller ej. Kløver tilfører jorden kvælstof og virker som gødning. Man skal dog passe rigtig meget på, for heste kan godt lide kløver, de kan bare ikke tåle alt for meget af det (se artiklen om Foderrelateret sygdom: Dårlige hove). Det er især hvidkløver der har været brugt, men efterhånden prøver man at erstatte hvidkløver med andre bælgplanter, der førhen har været en naturlig del af floraen i de enge man brugte til afgræsning (fx sneglebælg og kællingetand).

Græsblandingerne består som regel hovedsagligt af rajgræs sorter, timothe og rapgræs. Der findes også blandinger med urter og blandinger til nøjsomme racer. Urterne er som regel cikorie, bibernelle, kommen og vejbred. Cikorie er rig på selen, kobolt, svovl og tanniner. Tanniner gør foderoptagelsen bedre.


Sene rajgræs sorter har en høj foderværdi og bevarer produktiviteten i mange år. De er meget velegnede til afgræsning, men er ikke gode i fugtige områder. Rajgræs er generelt det græs der har det højeste fruktan indhold. Derfor bør det ikke bruges på folde med heste der har tendens til forfangenhed.

Timothe begynder at gro tidligt i foråret. Det er en sort der er god til fugtige områder og den er meget kulde tolerant, hvilket vil sige at den kan klare selv meget strenge vintre. Til gengæld er den ikke særlig god til tørke. Den trives bedst på humus og lerholdig jord. Hvis timothe bliver for høj vil den begynde at sætte stængler som hesten ikke gider æde. Så der kan komme en masse strittende græsstængler på marken. Timothe har et lavt indhold af fruktan, hvilket er godt i forhold til heste, især heste med tendens til forfangenhed.

Rapgræs: Rapgræs er en betegnelse for engrapgræs og alm. rapgræs. Det er lavtydende arter med et lavt fruktan indhold. De er slidstærke og dækker hurtigt bare pletter på marken. De er begge bedst til marker der er velforsynede med vand. Især alm. rapgræs er god til fugtige marker. Pga det lave udbytte er de bedst til marker med afgræsning.

Så findes der rødsvingel. Rødsvingel er ikke en græsart der står højest på hestenes ønskeliste, men den har lavt fruktanindhold og indgår i mange blandinger. Den er meget hårdfør og slidstærk og sørger lynhurtigt for at bare pletter på folden dækkes. Den trives både på tørre og fugtige jorde og udkonkurrerer ikke andre græsser.

En art som hundegræs er særligt velegnet til nøjsomme racer, eller heste med tendens til forfangenhed, da den indeholder meget lidt fruktan og meget træstof( se artiklen Foderrelateret sygdom: Dårlige hove). Hundegræs er en varig, hårdfør og meget tørkeresistent græsart. Den udvikler sig langsomt det første vækstår, men herefter udvikler den sig meget hurtigt i foråret, de næste år og udkonkurrerer hurtigt fx rajgræs. Den kan bruges på sandede jorder, men giver det højeste udbytte, når den er velforsynet med vand.

Rajsvingel: Er en krydsning mellem rajgræs ( italiensk, alm. og hybridrajgræs) og svingel( strandsvingel og engsvigel). Græsarten er udviklet for at kombinere svingelens holdbarhed med rajgræssets høje udbytte. Rajsvingel af strandsvingeltypen er den art der er mest velegnet til heste, pga det lave indhold af fruktan. Det er en meget hårdfør art, der kan dyrkes på jorder som andre græsarter ikke kan dyrkes på. Den kommer meget tidligt i vækst og ved lave temperaturer. Den har en god genvækst efter slet og er mere tørketolerant. Den kan tåle at arealerne oversvømmes kortvarigt og den tørrer hurtigt. Derfor er den god til hø.

Rajsvingel kan med fordel dyrkes sammen med kløver.

Hvidkløver: Er den mest brugte bælgplante i blandinger. Det er en meget hårdfør plante, der tåler hestenes færdsel på marken og nedbidning. Den er god både til slet og afgræsning, det er dog 2 forskellige arter man bruger henholdvis til det ene og det andet. Den er ikke så god til hø, da der er et stort spild fra planten. Den giver bedst udbytte på sandede eller tørre jorder. Den egner sig ikke til våde eller kolde jorder. Den dækker hurtigt bare pletter på marken, men kan i græsblandinger begrænses i at udbrede sig ved at tage få slet, tilføre kvælstof til marken eller ved tørre forhold.

Rødkløver: Har opretstående kraftige stængler. Stænglerne gør at den er lidt svært fordøjelig. Den er ikke så velegnet til afgræsning, da den har en lidt bitter smag og ikke er slidstærk. Rødkløver indeholder østrogen og da heste er følsomme over for hormoner, frarådes det at fodre med rødkløver.

Lucerne ville være rigtig god at bruge, da den indeholder letfordøjeligt protein og meget lidt sukker. Men lucernen er ikke særlig slidstærk. Den tåler ikke nedbidning eller at hestene går på den. Prøver man at bruge den til hø bliver man også skuffet, da planten meget nemt smuldre. Man forsker derfor i at lave en mere slidstærk plante. Heller ikke ensilering er den god til, da stænglerne kan prikke hul i plastemballeringen. Det lucernen egner sig bedst til er kunsttørret grønhø. Her blandes der som regel lidt olie eller melasse med, for at holde sammen på plantemassen. Kunsttørret lucerne giver hestene proteiner af god kvalitet.

Udover de nævnte arter findes der: tidlig og middeltidlig rajgræs og westerwoldisk rajgræs. Det er arter som hesten godt kan lide, men de klarer sig dårligt på hestefolde og anvendes derfor mest til hø og wrap


Istedet for at køre den samme blanding med 3 slags græs hvert år, så prøv at variér det lidt, så der sker noget for hesten. Lad der gro nogle urter og træer og hav eventuelt et lille vandhul på folden. Områder med læ og skygge på folden er også gode i forhold til hestens velbefindende, da den ikke trives godt med træk eller høj sol uden skygge. Beplantninger kan også hjælpe dem i forhold til insekter. Alle de ovennævnte ting, vil være medvirkende til at give et varieret dyre- og planteliv på folden, hvilket også betyder at der sker lidt for hesten i løbet af den tid de er derude.


Herligt hesteliv. Af landskabsteknolog og hesteejer: Inge A Futtrup . Udgivet af forlaget Darduse i 2008.

Dyrkningsvejledninger fra DSV, vja, Landbrugsinfo og Skovly hø.

Overvægtige hopper sværrere at ifole


Der er lavet en ny undersøgelse af Theresa Burns fra Ohio State University, omkring betydningen af overvægt og EMS, i forhold til ifoling af avlshopper.

Heste er i forvejen sværrere at ifole end grise, køer og andre husdyr, da de har en højere rate af embryoner der går til. Er hopperne overvægtige er det endnu værre. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på hoppernes vægt og velbefindende hele året. At sætte en hoppe på slankekur i sidste trimester er ikke optimalt. De første 2 trimestre har hopperne ikke brug for ekstra kalorier. De har brug for at være dækket ind med næringsstoffer i forhold til at de er ifol, men skal fodres som en hest på almindeligt vedligehold kalorimæssigt( se tidligere artikler). Det er først i sidste trimester de har brug for ekstra kalorier og især calcium, fosfor og protein.

Det er bedst at fodre med højt fiber- og lavt stivelsesniveau, altså godt grovfoder og så lidt korn som muligt. Har hoppen brug for ekstra næring er olie at foretrække frem for korn. Det høje stivelsesniveau der er i korn er kun nødvendigt for heste i ekstremt hårdt arbejde, med et højt energiforbrug. Er hoppen overvægtig skal den hverken have korn eller olie.

Der er flere ting man skal tænke på hvis man har en overvægtig hoppe:

  • De vil have en øget risiko for at have smerter i hovene ( Se artikel om Foderrelateret sygdom: Dårlige hove) pga overfodring, og det vil påvirke dem i sidste trimester, hvor føllet for alvor begynder at vokse og tage på i vægt.
  • Overvægtige hopper har sværrere ved at fole og de kan også have sværrere ved at give føllene nok mælk, da der kan være fedtvæv i patterne og derved mindre plads til mælken.
  • Overvægtige hopper og hopper med forhøjede hormonniveauer i blodet, som EMS hopper tit har ( forhøjet Insulin og Leptin), har tit uregelmæssige og forlængede ægløsninscycler .
  • EMS-hopper med Insulinresistens har længere imellem deres brunster
  • Og EMS-hopper har højere niveauer af inflammationsfaktorer i blodet, hvilket også påvirker reproduktionen og kan gøre hoppen infertil før tid.

Overvægt er altså virkelig en skidt ting, hvis man gerne vil avle og avle godt.


Excess Weight and EMS Negatively Impact Reproduktion, By Kentucky Research Staff, Dec.1. 2016

Den store Foderbog af Dyrlæge Nanna Luthersson. Udgivet af Brogaarden 2004

Genetik kort fortalt


En hest har 64 kromosomer, der er arrangeret i 31 par + et par kønskromosomer. Hvert af de 32 par indeholder et kromosom fra faren og et kromosom fra moren. Hestens kromosomer dikterer hestens genotype. Genotypen kan ikke iagtages med det blotte øje. Den ligger som en skabelon i alle hestens celler. Det er opskrifterne til alle egenskaber i hesten. Det er til farve, benstilling, størrelse, øjenfarve, sygdomme etc. Men det der rent faktisk kommer til udtryk er fænotypen. Fænotypen er genotypen + det miljø hesten vokser op i.

Under dannelsen af æg- og sædceller sker der en opsplitning af kromosomparrene. Således splittes 1 celle op i 2 celler med halvt arveanlæg i hver. Dvs at der er 31 kromosomer + et kønskromosom i hver af cellerne, både i cellerne hos hoppen og hingsten.
Ved parring kommer millioner af sædceller med halv arvemasse ind i hoppen. Smelter 1 sædcelle sammen med en ægcelle fra hoppen, der også har halvt arveanlæg, vil der pludselig igen være 64 kromosomer  og et nyt individ dannes.
For hver egenskab i hesten, vil der nu være et arveanlæg fra faren og et arveanlæg fra moren. Man kalder parrene de har tilfælles alleler. Dvs i et par for en given egenskab er der en allel fra faren og en allel fra moren. Er allelerne ens kaldes de homozygote, er de forskellige er de heterozygote.
Man bruger bogstaver for at forenkle beskrivelsen. For heterozygoter gælder det at den ene allel i parret som regel vil dominere over den anden. Store bogstaver beskriver dominante alleler og små bogstaver for de recessive. AA og aa er homozygote for egenskaberne, Aa er heterozygot. Er allelen dominant er det den der kan komme til udtryk fænotypisk. Er den  recessiv vil den kun komme til udtryk hvis den parres med en anden recessiv. Recessive alleler kan have en gentisk kode for sygdomme/egenskaber der skjules i en eller flere generationer for så at komme til udtryk. Pga dette kan recessive gener være virkelig svære at få ud af en population. Derfor kan det være en god ide at teste især handyrene for gener man gerne vil være foruden. Hopperne når som regel ikke at få helt så mange afkom.
Ved befrugtningen er det en tilfældig sædcelle der smelter sammen med en tilfældig ægcelle HVER GANG. For eksempel kan der for en given egenskab dannes 6 forskellige genotyper imellem en hoppe og en hingst, hvor de 4 af dem kan være helt forskellige fra begge forældres. Genpuljen ændres ikke, men bliver blandet på en ny måde HVER GANG.
Mht kønskromosomerne, vil hoppen sende 2 hoppeanlæg ud, hingsten et hingsteanlæg og et hoppeanlæg. Hoppen har 2 XX’er, hingsten et X og et Y.
Hestens arvelige egenskaber kan deles op i kvalitative og kvantitative. De kvalitative er enten-eller egenskaber med en forholdsvis enkel arvegang bestemt af få gener. De er ikke så påvirkelige af miljøfaktorer altså ting som farve, blodtype og visse arvelige sygdomme og mutationer,
De kvantitative er mere komplicerede, da de tit har en komplex arvegang styret af mange forskellige gener og de er tit meget miljøpåvirkelige. Det er ting som hestens type, temperament, højde, vægt, brugsegenskaber, foderudnyttelse og reproduktionsevner.
Arvegangen for egenskaberne kan være dominant, recessiv eller kønsbunden.
Ved dominant arvegang vil det altid være muligt for forældrene at videregive egenskaben/sygdommen. Dvs at det er AA og Aa føl der videregiver egenskaben. Er det to heterozygote forældre, Aa, der parres, vil der være 25% sandsynlighed for AA, 50% for Aa og 25% for aa.
Arvegangen kan også være ufuldstændig dominant. Dvs at den ene allel kun delvist dominerer over den anden og at egenskaben derfor delvist kommer til udtryk (Som denne blomst). Og den kan være co-dominant hvor begge alleller kommer lige meget til udtryk.
Recessiv nedarvning vil være et aa føl med en egenskab/sygdom fra Aa eller aa forældre.

Kønsbunden nedarvning:

Sker for gener placeret på kønskromosomerne hos henholdvis hoppen, hingsten eller begge. Da hingsten har et X og et Y vil gener knyttet til X- kromosomer kun være repræsenteret i halvdelen af kønscellerne og den anden halvdel vil være Y’er. Man skulle tro at der så ville være dobbelt sæt gener fra hoppens XX’er,men det ene X deaktiveres, og den har således også kun et sæt gener for egenskaben/sygdommen knyttet til dens kønskromosomer. Men hoppen kan kun have egenskaber/sygdomme knyttet til X-kromosomet.
Ved en X-bunden dominant egenskab eller sygdom vil alle hopper med det syge gen have genotypen, til at udtrykke sygdommen og de vil videregive det syge gen til halvdelen af deres døtre, der så også vil have genotypen, til at blive syge. Den anden halvdel vil få et raskt X. Halvdelen af hendes sønner vil få genotypen til at blive syge, den anden halvdel, vil få et raskt X.

7d0b555e-76a5-4300-9cfb-3eb984d42264 images

Ved en X- bunden recessiv arvegang, vil hopper der bærer genet være raske bærere. Halvdelen af hendes sønner vil få genotypen til sygdommen/egenskaben. 50% af hoppeføllene fra denne hoppe vil være raske bærere, den anden halvdel helt raske. Halvdelen af hingsteføllene efter hende, vil have genotypen til at få sygdommen/egenskaben, det afhænger så af farens X om føllet får genotypen til sygdommen/egenskaben. Hingste er udsatte overfor genfejl på X-kromosomet da de kun har et X og derfor ikke en sund kopi. På den måde kan arvemassen ændre sig.

Der findes næsten ikke nogen gener på Y-kromosomet. Så kønsbundne sygdomme/egenskaber knyttet til Y-kromosomet er sjældne.



Indavl opstår når beslægtede dyr parres. Konsekvensen af indavl er, at når de fælles gener mødes, får man at dobbelt op på både gode og dårlige gener. Indavl giver derfor et øget antal syge, infertile og dødfødte afkom (indavlsdepression). Denne indavlsdepression er ikke arvelig og forsvinder igen når avlsdyrene parres med ubeslægtet individer. Indavlsdepression gør individerne i en population svagere og generelt dårligere fungerende end i populationer, hvor ubeslægtede dyr parres.
Darwin iagttog at vi indenfor genetikken har en naturlig evne til overvejende at vælge partnere vi ikke er i familie med. Måske ligger det dybt i vores gener. Den naturlige selektion er vigtig, da afkom af ubeslægtede forældre klarer sig bedre end indavlede. Jo mindre en population er, des oftere vil det ske alligevel. Det er ikke sådan at der ikke sker parringer i små populationer.

De afkom der har en god kombination af gener, vil være mere levedygtige i forhold til de med en ringere kombination. Pga den længere levetid vil de også have chancen for at nå at forplante sig mere. På den måde får man i naturen en positiv fremgang i avlsmaterialet, da det hele tiden er de stærkeste afkom der overlever og formerer sig.

Ved indavl er det sværere at forbedre racen, da det er de samme gener man arbejder med hele tiden, selvom nye kombinationer kan opstå. Det er vigtigt at holde sig for øje, da vi med moderne teknologi har frataget hesten, dens mulighed for naturlig selektion. Med indavl mister vi genetisk variation, hvilket betyder reduceret genetisk fremgang i senere generationer. Der vil også være større usikkerhed om resultatet af avlsarbejdet på sigt.




Det modsatte af indavl er udavl. Ved udavl krydses ubeslægtede individer. Det giver mulighed for forbedringer i populationen, da man pludselig får en meget større pulje af gener, der kan gå sammen på endnu bedre måder. Dette kaldes krydsningsfrodighed.

Linjeavl er stort set det samme som indavl. Linjeavl er parring af dyr på en sådan måde, at afkommet er stærkt beslægtet med en bestemt ane, som man gerne vil have afkommet til at ligne. Linjeavl  bruges til at få ensartet og typefast afkom. Dette har betydning når man fx skal lave en ny race. Desværre opformerer man i samme åndedrag sygdomme og mindre gode karaktertræk, det er vigtigt at holde sig for øje. I naturen vil de mindre velfungerende og syge individer gå til. Men nu hvor hestene bor under vores vinger, og vi tit gør alt for at de skal overleve, vil de ikke gå til på samme måde og man vil tit også avle videre på dem igen. Et positivt resultat af linjeavl kræver at man kender de individer man avler med MEGET godt, så man ved præcis hvad de giver videre af gode og dårlige egenskaber. Og så skal man have øje for ikke at parre med en hingst der har de samme svagheder og sygdomme.

download-2 download-5


Bruger man den samme hingst til rigtig mange hopper (matadoravl), skal man passe rigtig godt på. For det første risikerer man på sigt at have en mere begrænset genpulje, og udviklingen indenfor racen kan begrænses. For det andet er det tit pga et flot eksteriør eller gode brugsegenskaber man vælger at bruge denne hingst, men har hingsten sygdomme der ligger recessivt i generne, vil den give det videre til 50% af sine afkom, uden at det opdages. Når man efter et vist antal generationer opdager egenskaben/sygdommen, er det et stort arbejde at få det avlet ud igen, da det kan have spredt sig til en meget stor del af afkommet indenfor racen.
Indavlskoefficienten beregnes ved at man for hver forfader tæller antallet af generationer mellem de to individer via den fælles forfader. For hvert led halveres antallet af fælles gener, dvs at man for hvert led ganger 1/2 med sig selv. Resultaterne for alle fælles forfædre lægges sammen. Vil man have det i procent ganges med 100.
Er der 4 led er det 0,5 i fjerde potens= 0,625= 6,25% i indavlsgrad.
Lige så snart man parrer et individ med en ubeslægtet vil indavlskoefficienten blive 0, uanset hvor høj en indavlskoeficient faren eller moren kommer med, da indavlskoefficienten er et udtryk for fællesgener for et afkom imellem dens mor- og farside.
Afkommets indavlsgrad= forældrenes grad af slægsskab/2
Eksempler på indavlsgrad:
Far-datter eller mor-søn= 25%
Helsøskende= 25%
Halvsøskende= 12,5%
Helfætre eller helkusiner= 6,25%
Halv fætre eller halvkusiner= 3,125%
Equine Science, Rick Parker, 2003
DSAH, avlsudvalget, mar. 2001
Euro Gentest, Harmonizing Genetic, nov. 2015.
Gyldendals encyklopedi, Kønsbunden Nedarvning
Wikipedia, Dominansforhold, 12.08.2015
Wikipedia, Indavl, 28.05.2016
Den store Danske, Kromosom, 9/4 2013
Genetik og Avl, Helle Friis Proschowsky, 2008
Dansk Kennel Klub, Indavl,
Cellernes Kemi, Nucleus, 2009
Avl og Indavl, Jørn Pedersen, 27/2 2012
Husdyravl- Teori og praksis, Lars Gjøl Christensen, DSR forlag, 1.udg. 1999