ENDELIG: Kissing spines er arveligt

Så kom endelig den nyhed jeg har ventet på, siden jeg startede med at skrive: Kissing spine er arveligt. Dette er en artikel fra magasinet: The Horse. Kissing spines hos min hoppe, var grunden til at jeg begyndte at undersøge og skrive om hvad vi vidste og hvad vi ikke vidste. Dette er en vigtig opdagelse i forhold til sygdommen og hvordan vi fremover vil avle.

Researchers Confirm Kissing Spines is Hereditary

Scientists are rapidly homing in on the specific areas of the equine genome linked to this debilitating condition.

Researchers Confirm Kissing Spines is Hereditary

Kissing spines appears to be hereditary in horses, and scientists are rapidly homing in on the specific areas of the equine genome that are linked to the debilitating condition.While other factors—such as height, level of work, discipline, sex, age, and saddle fit—probably contribute to the development of the vertebral disease in which spinous processes crowd together, reports one equine research team.

At least two specific chromosomes, Chromosomes 16 and 25, appear to have regions that affect the severity of kissing spines in Warmbloods, Thoroughbreds, and stock horse breeds, said Samantha A. Brooks, PhD, of the Department of Animal Science and the Genetics Institute of the University of Florida, in Gainesville, and Beau Whitaker, DVM, of the Brazos Valley Equine Hospital, in Salado, Texas. A third chromosome, Chromosome 14, seems to have a significant association with the presence—or not—of the disease regardless of its severity. Brooks and Whitaker presented the early results of their study at the 2020 American Association of Equine Practitioners’ Convention, held virtually.

Because of this newly identified genetic component, owners should seriously consider not breeding horses with kissing spines, especially those who have had to retire due to performance issues, said Brooks. Although it’s tempting to repurpose the horse into a breeding animal, “it seems that may perpetuate this kind of problem,” she said.

Brooks, Whitaker, and their fellow researchers have been performing genetic testing on horses with and without kissing spines to locate genes responsible for the disease. The research process is ongoing, but so far they’ve identified loci (areas of groups of genes) that show a clear link to the disease and/or its severity. For example, changes on Chromosome 16 are associated with a difference of one full grade (out of four) of clinical signs of kissing spines, Brooks said. And changes on Chromosome 25 are associated with two full grades. “That is no small difference,” she said. “You can imagine between the two loci you have the possibility of altering that radiographic score by three full scores. And that is indeed quite a change.”

Meanwhile, they noted that certain other factors play more or less of a role. The horse’s height, for example, “has a very, very strong impact,” said Brooks. Sex and age seem to have less significant roles, contrary to what many scientists have previously believed. While their association with kissing spines still exists, they’re apparently “not the major influences we once thought they were,” she said.

The team’s research will hopefully lead to the development of models that help people recognize risk for kissing spines before they buy, breed, or train—as owners could reorient at-risk individuals toward “a less strenuous career,” such as leisure activities, as opposed to upper-level dressage or reining, for example. “Owners would also know at-risk horses and could initiate physical therapy and training regimens known to support the spine in an effort to prevent performance-limiting back pain,” Whitaker told The Horse.

Even so, the scientists cautioned that their research is ongoing and needs more confirmation. Specifically, they said they’re looking for hair samples and identity information (sex, age, breed, height, etc.) on Thoroughbreds, Warmbloods, and stock horses whose X rays show they do not have kissing spines, and they invited owners to submit those to help further the study effort. “We have a lot of work left to do,” Brooks said.

Editor’s Note: Genetic testing was performed and research funding provided by Etalon Inc. Both speakers are consultants for Etalon Inc.



Passionate about horses and science from the time she was riding her first Shetland Pony in Texas, Christa Lesté-Lasserre writes about scientific research that contributes to a better understanding of all equids. After undergrad studies in science, journalism, and literature, she received a master’s degree in creative writing. Now based in France, she aims to present the most fascinating aspect of equine science: the story it creates. Follow Lesté-Lasserre on Twitter @christalestelas.

Hovens struktur

Læste en rigtig god artikel fra Kentucky Equine Reasearch Institute. Her er et uddrag:

Just as coat condition serves as an indication of health status in horses—sheen and dapples suggest vitality, whereas dull, rough, or half-shed coats imply unthriftiness or disease—changes in hooves may provide clues to a horse’s historical well-being.

Hoof rings and ridges sound synonymous, but they are not. In fact, one is a normal feature of even the best-managed hooves; the other, though, is a sign of pathology and potential toxicity.

The hoof wall is subject to any number of imperfections, and it is commonplace for horses to be beset with shallow or deep cracks, chipped toes, or flares, especially if they are not under the scheduled care of a professional farrier. These flaws are obvious. More subtle changes in the hoof wall, including horizontal rings and ridges, tell more about a horse’s health than the regularity of hoof care.

Hoof rings and ridges sound synonymous, but they are not. In fact, one is a normal feature of even the best-managed hooves; the other, though, is a sign of pathology and potential toxicity.

Hoof rings, also called growth rings, occur in healthy hooves and are typically the result of variations in diet from season to season, especially in horses whose diets are composed of primarily forages. As the nutrient content of grass swells in the growing season, shifts in cellular production often cause distinct changes in hoof wall, most notably slight color variations. The wall remains smooth with little or no palpable change in texture.

Hoof ridges, on the other hand, are usually indicative of a body-wide health insult, particularly one that causes fever, such as a bout with laminitis or nutrient toxicity. Like hoof rings, ridges are plainly visible, but one important difference is the formation of well-defined bumps or ledges on the wall. Horses with chronic laminitis may have repeated disturbances in hoof wall growth, causing these ridges to take on a V-like appearance toward the toe.

“Without question, a competent farrier is the go-to professional for hoof care, and a veterinarian for disease processes that could incite certain hoof problems,” said Catherine Whitehouse, M.S., a nutritionist with Kentucky Equine Research, “but laminitis-prone horses benefit from specialized nutrition, and a nutritionist can design diets that will help horses sidestep this disease.”

Det handler om at ernæringens indhold vil vise sig i hoven og man kan se på hovens struktur om hesten fx bliver overfodret. Det er vigtigt at hestens kost året rundt er balanceret og laver man foderplaner, kan man undgå de værste udsving og dermed forstyrrelser i hoven.

Et flot citat

“The best riders in the world, regardless of discipline, have one thing in common: They have a special feeling for balance. A dressage horse has a different balance from a racehorse or an event horse, but balance is the key to every equestrian sport. Achievement of balance is the greatest secret of riding.”

Former Dutch Olympic coach Henk van Bergen explains how transitions develop understanding, strength and balance in your dressage horse in this article from our archives –>http://bit.ly/2mpPPHq

Transitions are the ultimate exercise for training the horse to better balance and collection. By nature, the horse is balanced toward the forehand, so if you sit on your horse and let him move on long reins, 60 percent of his total…

Super fed dag i Herning

Var i Herning igår lørdag og må bare sige at det var den FEDESTE dag;-) !

Jeg nåede lige at se hvilke hingste der gik videre og det var en fornøjelse. Glæder mig til at se dem til 10 dages test i Tørring, hvor det så kun er dem. Det er lidt svært at få et overblik dernede, men der var mange hvor man tænkte Wow. Og så var det fedt at se nogle af de hingste man har fulgt. Jeg syntes stadig at man mangler at få nogle begrundelser på hvorfor de går videre eller hvorfor de ikke gør.

Bagefter var jeg til opvisningsklasse for hingste. Det var en stor oplevelse. Først et gensyn med Donkey Boy, som jeg er helt vild med. Blev lidt ked af da han blev solgt og skulle rides af Jan Christensen, da jeg syntes at han har redet mange ungheste meget højt. Rent visuelt er han lidt stor til ham, men må bare sige at han udvikler sig RIGTIG godt (y) Thumps up! Bjarne Nielsen kommenterede og må bare sige at jeg ELSKER ham 😀 Han kan godt være lidt uheldig i hans kommentarer, men det gør at man får et grin. Men han er ÆRLIG og jeg elsker ham for at han tør sige hvis ikke hesten går ordenligt. 2 af hingstene havde svært ved at strække sig frem og ned og det indikerer noget knap så god ridning. Servero prøvede et kort sekund at lade Grand Galaxy prøve, men man kunne godt se at det var en lost case og det blev kommenteret. Han har styr på sin ridning ham Bjarne Nielsen og det gør mig glad at se at dressuren igen begynder at gå i den rette retning. Allan Grøn fik stor ros og jeg må bare sige: Hold op hvor var Zalabaster bare lækker. Og igen; en hingst man har fulgt et par sæsoner. Rigtig god ridning. Zonyx overraskede mig positivt, må sige at udseende mæssigt er den ikke noget for mig. Der var ikke den store gang i den, men den var betydeligt renere og mere taktfast i øvelser end de hingste den var inde med.

Ungheste championatet med testrytter var jeg meget spændt på. Testryttere jeg har været imponeret af har været Hasse og Charlotte Dujardin, hvor man får lidt for skillingen. Det gjorde man ikke af Dorethe Schneider, der var tesrytter. Der blev ikke sagt meget og de fleste lå på et 7-tal.. Bum. Men man kunne godt fornemme at hun er en god rytter og det var sjovt at se de tilfælde hvor hun var bedre til at ride end hestens oprindelige rytter. Fx Michael Søgaard, hans store Don Frederico, blev en anelse lettere og man kunne virkelig fornemme dens gode takt og bæring. Også Hove’s Tatiana blev lidt andeledes og mere stabil.

Jeg syntes at hun overså 2 ting: Højgaardens Santos. Lækker og elastisk hest, men tydeligt redet forkert. Den havde en helt overdrevet stor hals og den pas’sede 100% i skridt.

Her en optagelse imens den stadig kunne skridte:https://www.youtube.com/watch?v=RskVBcqxNiQ. Det er fra 2.07. Her deres egen video: http://helgstranddressage.com/da/heste/santos/1822. Her er den ikke helt så ren i pas’sen som i Herning endnu, men godt på vej.

Og Stenagers Wyatt Earp, også redet af Kenneth Damgaard, ligesom Santos, der gik bag bidet, næsten hele tiden. Ret meget tydeligere på den ene volte end den anden.

Til gengæld redede hun min respekt, ved at være vild med Boticelli, ligesom mig. Lækker rund og elastsisk hest. Helt fantastisk forbilledligt redet af Selina Hundstuen Solberg. Har set den siden udtagelsen til uvm på Vilhelmsborg for 2 år siden, og jeg elsker den!

Hest og rytter hallerne var bedre end de foregående år. Masser af gode tilbud, hvor de nogle af de andre år, måske har været lidt nærige med priserne.

Har lige siddet og set 2. del af testrytter championatet for dressurheste. Og må bare sige; Der var stadig ikke specielt meget tju bang. Men lækre heste og Boticelli fik dagens bedste karakterer og blev samlet 2’er. Hurra for Herning.


Grunden til at der for nogle år siden blev indført praksis med gødningsprøver, var ikke fordi dyrlægerne var grådige. Det var fordi at der i nogle af vores nabolande opstod resistens fra ormenes side imod ormekure. Dvs at man ikke kunne behandle hestene mod orm. Vi gik derfor væk fra at give hestene ormekur fast forår og efterår og indførte istedet, at man kan få taget en gødningsprøve forår og efterår. Og hvis hestene har orm, får man en ormekur. På den måde optimerer vi chancerne for at vi kan behandle mod orm nu og i fremtiden. Hvis ikke der var sat ind og indført systemet med gødningsprøver, kunne vi have endt ud i en lignende situation, hvor vi ikke kunne behandle vores heste.

Der bliver ind imellem solgt ormekure sort, udenom systemet. Det er meget dumt at købe disse ormekure, da det:

  • for det første er ulovligt
  • du ved ikke hvordan de har været opbevaret ( det meste medicin skal opbevares ved en bestemt temperatur for at bevare effekten)
  • du ved ikke hvad de dækker og hvis ikke du har fået taget en gødningsprøve;
  • Så ved du ikke om din hest har brug for ormekuren eller hvilke orm der skal behandles imod.

Analyse af en gødningsprøve koster mellem 75,- og 175,-. Og en ormekur  200-300,-. Så der er jo også en hvis økonomi i at kunne nøjes med en gødningsprøve. Læs mere om mindskning af ormepres på en fold under: Indretning af den perfekte fold.

Overvægtige hopper sværrere at ifole


Der er lavet en ny undersøgelse af Theresa Burns fra Ohio State University, omkring betydningen af overvægt og EMS, i forhold til ifoling af avlshopper.

Heste er i forvejen sværrere at ifole end grise, køer og andre husdyr, da de har en højere rate af embryoner der går til. Er hopperne overvægtige er det endnu værre. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på hoppernes vægt og velbefindende hele året. At sætte en hoppe på slankekur i sidste trimester er ikke optimalt. De første 2 trimestre har hopperne ikke brug for ekstra kalorier. De har brug for at være dækket ind med næringsstoffer i forhold til at de er ifol, men skal fodres som en hest på almindeligt vedligehold kalorimæssigt( se tidligere artikler). Det er først i sidste trimester de har brug for ekstra kalorier og især calcium, fosfor og protein.

Det er bedst at fodre med højt fiber- og lavt stivelsesniveau, altså godt grovfoder og så lidt korn som muligt. Har hoppen brug for ekstra næring er olie at foretrække frem for korn. Det høje stivelsesniveau der er i korn er kun nødvendigt for heste i ekstremt hårdt arbejde, med et højt energiforbrug. Er hoppen overvægtig skal den hverken have korn eller olie.

Der er flere ting man skal tænke på hvis man har en overvægtig hoppe:

  • De vil have en øget risiko for at have smerter i hovene ( Se artikel om Foderrelateret sygdom: Dårlige hove) pga overfodring, og det vil påvirke dem i sidste trimester, hvor føllet for alvor begynder at vokse og tage på i vægt.
  • Overvægtige hopper har sværrere ved at fole og de kan også have sværrere ved at give føllene nok mælk, da der kan være fedtvæv i patterne og derved mindre plads til mælken.
  • Overvægtige hopper og hopper med forhøjede hormonniveauer i blodet, som EMS hopper tit har ( forhøjet Insulin og Leptin), har tit uregelmæssige og forlængede ægløsninscycler .
  • EMS-hopper med Insulinresistens har længere imellem deres brunster
  • Og EMS-hopper har højere niveauer af inflammationsfaktorer i blodet, hvilket også påvirker reproduktionen og kan gøre hoppen infertil før tid.

Overvægt er altså virkelig en skidt ting, hvis man gerne vil avle og avle godt.


Excess Weight and EMS Negatively Impact Reproduktion, By Kentucky Research Staff, Dec.1. 2016

Den store Foderbog af Dyrlæge Nanna Luthersson. Udgivet af Brogaarden 2004

Genetik kort fortalt


En hest har 64 kromosomer, der er arrangeret i 31 par + et par kønskromosomer. Hvert af de 32 par indeholder et kromosom fra faren og et kromosom fra moren. Hestens kromosomer dikterer hestens genotype. Genotypen kan ikke iagtages med det blotte øje. Den ligger som en skabelon i alle hestens celler. Det er opskrifterne til alle egenskaber i hesten. Det er til farve, benstilling, størrelse, øjenfarve, sygdomme etc. Men det der rent faktisk kommer til udtryk er fænotypen. Fænotypen er genotypen + det miljø hesten vokser op i.

Under dannelsen af æg- og sædceller sker der en opsplitning af kromosomparrene. Således splittes 1 celle op i 2 celler med halvt arveanlæg i hver. Dvs at der er 31 kromosomer + et kønskromosom i hver af cellerne, både i cellerne hos hoppen og hingsten.
Ved parring kommer millioner af sædceller med halv arvemasse ind i hoppen. Smelter 1 sædcelle sammen med en ægcelle fra hoppen, der også har halvt arveanlæg, vil der pludselig igen være 64 kromosomer  og et nyt individ dannes.
For hver egenskab i hesten, vil der nu være et arveanlæg fra faren og et arveanlæg fra moren. Man kalder parrene de har tilfælles alleler. Dvs i et par for en given egenskab er der en allel fra faren og en allel fra moren. Er allelerne ens kaldes de homozygote, er de forskellige er de heterozygote.
Man bruger bogstaver for at forenkle beskrivelsen. For heterozygoter gælder det at den ene allel i parret som regel vil dominere over den anden. Store bogstaver beskriver dominante alleler og små bogstaver for de recessive. AA og aa er homozygote for egenskaberne, Aa er heterozygot. Er allelen dominant er det den der kan komme til udtryk fænotypisk. Er den  recessiv vil den kun komme til udtryk hvis den parres med en anden recessiv. Recessive alleler kan have en gentisk kode for sygdomme/egenskaber der skjules i en eller flere generationer for så at komme til udtryk. Pga dette kan recessive gener være virkelig svære at få ud af en population. Derfor kan det være en god ide at teste især handyrene for gener man gerne vil være foruden. Hopperne når som regel ikke at få helt så mange afkom.
Ved befrugtningen er det en tilfældig sædcelle der smelter sammen med en tilfældig ægcelle HVER GANG. For eksempel kan der for en given egenskab dannes 6 forskellige genotyper imellem en hoppe og en hingst, hvor de 4 af dem kan være helt forskellige fra begge forældres. Genpuljen ændres ikke, men bliver blandet på en ny måde HVER GANG.
Mht kønskromosomerne, vil hoppen sende 2 hoppeanlæg ud, hingsten et hingsteanlæg og et hoppeanlæg. Hoppen har 2 XX’er, hingsten et X og et Y.
Hestens arvelige egenskaber kan deles op i kvalitative og kvantitative. De kvalitative er enten-eller egenskaber med en forholdsvis enkel arvegang bestemt af få gener. De er ikke så påvirkelige af miljøfaktorer altså ting som farve, blodtype og visse arvelige sygdomme og mutationer,
De kvantitative er mere komplicerede, da de tit har en komplex arvegang styret af mange forskellige gener og de er tit meget miljøpåvirkelige. Det er ting som hestens type, temperament, højde, vægt, brugsegenskaber, foderudnyttelse og reproduktionsevner.
Arvegangen for egenskaberne kan være dominant, recessiv eller kønsbunden.
Ved dominant arvegang vil det altid være muligt for forældrene at videregive egenskaben/sygdommen. Dvs at det er AA og Aa føl der videregiver egenskaben. Er det to heterozygote forældre, Aa, der parres, vil der være 25% sandsynlighed for AA, 50% for Aa og 25% for aa.
Arvegangen kan også være ufuldstændig dominant. Dvs at den ene allel kun delvist dominerer over den anden og at egenskaben derfor delvist kommer til udtryk (Som denne blomst). Og den kan være co-dominant hvor begge alleller kommer lige meget til udtryk.
Recessiv nedarvning vil være et aa føl med en egenskab/sygdom fra Aa eller aa forældre.

Kønsbunden nedarvning:

Sker for gener placeret på kønskromosomerne hos henholdvis hoppen, hingsten eller begge. Da hingsten har et X og et Y vil gener knyttet til X- kromosomer kun være repræsenteret i halvdelen af kønscellerne og den anden halvdel vil være Y’er. Man skulle tro at der så ville være dobbelt sæt gener fra hoppens XX’er,men det ene X deaktiveres, og den har således også kun et sæt gener for egenskaben/sygdommen knyttet til dens kønskromosomer. Men hoppen kan kun have egenskaber/sygdomme knyttet til X-kromosomet.
Ved en X-bunden dominant egenskab eller sygdom vil alle hopper med det syge gen have genotypen, til at udtrykke sygdommen og de vil videregive det syge gen til halvdelen af deres døtre, der så også vil have genotypen, til at blive syge. Den anden halvdel vil få et raskt X. Halvdelen af hendes sønner vil få genotypen til at blive syge, den anden halvdel, vil få et raskt X.

7d0b555e-76a5-4300-9cfb-3eb984d42264 images

Ved en X- bunden recessiv arvegang, vil hopper der bærer genet være raske bærere. Halvdelen af hendes sønner vil få genotypen til sygdommen/egenskaben. 50% af hoppeføllene fra denne hoppe vil være raske bærere, den anden halvdel helt raske. Halvdelen af hingsteføllene efter hende, vil have genotypen til at få sygdommen/egenskaben, det afhænger så af farens X om føllet får genotypen til sygdommen/egenskaben. Hingste er udsatte overfor genfejl på X-kromosomet da de kun har et X og derfor ikke en sund kopi. På den måde kan arvemassen ændre sig.

Der findes næsten ikke nogen gener på Y-kromosomet. Så kønsbundne sygdomme/egenskaber knyttet til Y-kromosomet er sjældne.



Indavl opstår når beslægtede dyr parres. Konsekvensen af indavl er, at når de fælles gener mødes, får man at dobbelt op på både gode og dårlige gener. Indavl giver derfor et øget antal syge, infertile og dødfødte afkom (indavlsdepression). Denne indavlsdepression er ikke arvelig og forsvinder igen når avlsdyrene parres med ubeslægtet individer. Indavlsdepression gør individerne i en population svagere og generelt dårligere fungerende end i populationer, hvor ubeslægtede dyr parres.
Darwin iagttog at vi indenfor genetikken har en naturlig evne til overvejende at vælge partnere vi ikke er i familie med. Måske ligger det dybt i vores gener. Den naturlige selektion er vigtig, da afkom af ubeslægtede forældre klarer sig bedre end indavlede. Jo mindre en population er, des oftere vil det ske alligevel. Det er ikke sådan at der ikke sker parringer i små populationer.

De afkom der har en god kombination af gener, vil være mere levedygtige i forhold til de med en ringere kombination. Pga den længere levetid vil de også have chancen for at nå at forplante sig mere. På den måde får man i naturen en positiv fremgang i avlsmaterialet, da det hele tiden er de stærkeste afkom der overlever og formerer sig.

Ved indavl er det sværere at forbedre racen, da det er de samme gener man arbejder med hele tiden, selvom nye kombinationer kan opstå. Det er vigtigt at holde sig for øje, da vi med moderne teknologi har frataget hesten, dens mulighed for naturlig selektion. Med indavl mister vi genetisk variation, hvilket betyder reduceret genetisk fremgang i senere generationer. Der vil også være større usikkerhed om resultatet af avlsarbejdet på sigt.




Det modsatte af indavl er udavl. Ved udavl krydses ubeslægtede individer. Det giver mulighed for forbedringer i populationen, da man pludselig får en meget større pulje af gener, der kan gå sammen på endnu bedre måder. Dette kaldes krydsningsfrodighed.

Linjeavl er stort set det samme som indavl. Linjeavl er parring af dyr på en sådan måde, at afkommet er stærkt beslægtet med en bestemt ane, som man gerne vil have afkommet til at ligne. Linjeavl  bruges til at få ensartet og typefast afkom. Dette har betydning når man fx skal lave en ny race. Desværre opformerer man i samme åndedrag sygdomme og mindre gode karaktertræk, det er vigtigt at holde sig for øje. I naturen vil de mindre velfungerende og syge individer gå til. Men nu hvor hestene bor under vores vinger, og vi tit gør alt for at de skal overleve, vil de ikke gå til på samme måde og man vil tit også avle videre på dem igen. Et positivt resultat af linjeavl kræver at man kender de individer man avler med MEGET godt, så man ved præcis hvad de giver videre af gode og dårlige egenskaber. Og så skal man have øje for ikke at parre med en hingst der har de samme svagheder og sygdomme.

download-2 download-5


Bruger man den samme hingst til rigtig mange hopper (matadoravl), skal man passe rigtig godt på. For det første risikerer man på sigt at have en mere begrænset genpulje, og udviklingen indenfor racen kan begrænses. For det andet er det tit pga et flot eksteriør eller gode brugsegenskaber man vælger at bruge denne hingst, men har hingsten sygdomme der ligger recessivt i generne, vil den give det videre til 50% af sine afkom, uden at det opdages. Når man efter et vist antal generationer opdager egenskaben/sygdommen, er det et stort arbejde at få det avlet ud igen, da det kan have spredt sig til en meget stor del af afkommet indenfor racen.
Indavlskoefficienten beregnes ved at man for hver forfader tæller antallet af generationer mellem de to individer via den fælles forfader. For hvert led halveres antallet af fælles gener, dvs at man for hvert led ganger 1/2 med sig selv. Resultaterne for alle fælles forfædre lægges sammen. Vil man have det i procent ganges med 100.
Er der 4 led er det 0,5 i fjerde potens= 0,625= 6,25% i indavlsgrad.
Lige så snart man parrer et individ med en ubeslægtet vil indavlskoefficienten blive 0, uanset hvor høj en indavlskoeficient faren eller moren kommer med, da indavlskoefficienten er et udtryk for fællesgener for et afkom imellem dens mor- og farside.
Afkommets indavlsgrad= forældrenes grad af slægsskab/2
Eksempler på indavlsgrad:
Far-datter eller mor-søn= 25%
Helsøskende= 25%
Halvsøskende= 12,5%
Helfætre eller helkusiner= 6,25%
Halv fætre eller halvkusiner= 3,125%
Equine Science, Rick Parker, 2003
DSAH, avlsudvalget, mar. 2001
Euro Gentest, Harmonizing Genetic, nov. 2015.
Gyldendals encyklopedi, Kønsbunden Nedarvning
Wikipedia, Dominansforhold, 12.08.2015
Wikipedia, Indavl, 28.05.2016
Den store Danske, Kromosom, 9/4 2013
Genetik og Avl, Helle Friis Proschowsky, 2008
Dansk Kennel Klub, Indavl,
Cellernes Kemi, Nucleus, 2009
Avl og Indavl, Jørn Pedersen, 27/2 2012
Husdyravl- Teori og praksis, Lars Gjøl Christensen, DSR forlag, 1.udg. 1999

Foderrelateret sygdom: Kolik

images-5 images-7


Når føden kommer ned i hestens mavesæk møder det nogle levende mælkesyrebakterier, hvis job det er at starte nedbrydningen af foderet. Disse bakterier dør, når blandingen når den syreholdige del af mavesækken. Det er en nødvendig process, da mælkesyrebakterienes gæringsprocess skal stoppes inden foderet når tyndtarmen. Når hesten fodres med foder der giver begrænset spyt produktion (korn, kraftfoder, kornholdigt müsli etc), vil manglen på spyt gøre at foderet er meget tørt og blandingen har derfor svært ved at blive blandet ordenligt op med mavesyren. Mavesyren får derfor ikke slået mælkesyrebakterierne ordenligt ihjel. Når blandingen når ud i tyndtarmen fortsætter gæringen, det gør at der dannes store mængder luft og det er det der kan give gæringskolik og tarmslyng. Det samme kan være tilfældet hvis hesten mangler vand.


Det er ikke kun mangel på spyt, underskud af godt grovfoder giver. Det giver også mindre tarm peristaltik (bevægelser), dette kan også øge risikoen for kolik. Tarmen har brug for en hvis fyldningsgrad, for at kunne holde sig i gang. Resterne af foderet skal ud, det skal helst ikke stå stille. Det samme er gældende i forhold til tarmslyng. Hvis ikke tarmen er fyldt op, øger det risikoen for at et tarmafsnit kan svinges/drejes rundt og give tarmslyng og fuldstændig blokering af tarmen. Når der lukkes af for blodforsyningen risikerer man at dele af tarmen dør og skal fjernes ved operation. En livstruende situation.

Man skal tænke meget over det, hvis hesten går på ned gnavede folde/jordfolde og hvis hesten står på spåner. Det er vigtigt at den har grovfoder, den kan tygge i. Hesten skal hver dag have det der svarer til mindst 1% af dens vægt i tørstof.


Når hesten får sand eller jord med ned, vil disse partikler være tungere end foderet. Det vil derfor falde til bunds i tyktarmen og blindtarmen, og have svært ved at komme ud igen. Det kan hobes op over længere tid og pludselig give en sand kolik, der ofte er livstruende.


Årsager: Hvis ikke hesten får træstof nok ( cellulose fra godt grovfoder), vil den prøve at finde noget der fylder i maven. Den vil grave rødder op og sandsynligvis få en masse jord og sand med ned. Det kan også være i det spæde forår, hvor de små græsplanter sidder i en let og fugtig jord. Hesten vil tit få sand/jord med når den i sin glæde over planterne, spiser dem. Der kan også være jord og sand i det stråfoder man giver hesten. Eller den kan få sand med op hvis man fodrer den på jorden. Man skal sørge for at undgå nedgnavede folde eller jordfolde uden adgang til grovfoder. Man kan lave et foderbord som hestene kan spise af, for at undgå jord og sand i foderet.


Sandkolik kan også skyldes mangel på elektrolytter eller salt. Hvis hesten er i underskud vil den prøve at slikke på jorden, da den snager let af salt. Har man lavet en ordenlig foderplan vil dette ikke være et problem. De fleste heste har også i dag adgang til en slikkesten. Sveder hesten meget, kan man blande ekstra elektrolytter i dens foder.


Hvis man er i tvivl om hesten får jord med op, kan man lave en lille prøve, hvor man opløser noget af en frisk hestepære med lidt vand og hænger den op i en klar plastikpose/handske. Hvis der er sand eller jord vil det bundfældes ret hurtigt, så man kan se det (se billede). Psyllium frøskaller kan hjælpe med at få sandet ud, da det danner en gelé i forbindelse med væsken undervejs i fordøjelsen.


Dårligt/fordærvet foder:

Kvaliteten af det foder man giver sin hest skal helst være god. Er der skimmelsvampe, støv eller jord i stråfoderet, skal det kasseres. Skimmelsvampe producerer giftstoffer (toksiner), som øger risikoen for ubalancer som kolik og diarré. Meget våd wrap eller ensilage vil også påvirke tarmkanalen, da det kan være meget surt. Det øger risikoen for kolik og diarré. Ensilage mangler også træstof og er, som tidligere nævnt, slet ikke godt til heste.

download-8    download-9


Halm er en af de hyppigste årsager til forstoppelse. Halm består af ufordøjeligt plantemateriale (lignin), hvilket betyder at hesten kværner det med tænderne, men det fortsætter ufordøjet igennem, indtil det plumber ud med hestepærerne. Halmen gør at tarmen bliver tung og peristaltikken mindre. Halmen kan meget nemt hobe sig op i de bagerste tarmafsnit, især hvis hesten ikke drikker nok eller bevæger sig mindre. Halmen danner en prop og foderet kan ikke komme videre. Hesten får ondt og hvis ikke man opdager det er det skæbnesvangert. Behandlingen består oftes af motion, olie, smertestillende og godt grovfoder.



Kan også give kolik. Man skal derfor have taget gødningsprøve jævnligt af sin hest. Har hesten orm, skal den have en ormekur. Det koster ikke alverden.


Tegn på kolik:

En urolig hest, der smider sig, ruller sig, ser utilpas ud, vender hovedet og kigger ned mod maven, bider måske i luften og virker irritabel, sveder, har høj puls. Det kan være svært at få hesten op hvis den har lagt sig.

images-1 download


Den Store Foderbog, Af Dyrlæge Nanna Luthersson. Udg. 2004

Politikkens Bog om hestens pasning og pleje. Udg. 2006

Hesteejerens Håndbog, Af Colin Vogel, Udg. 2005

Hestehold -En Grundbog. Af Erik Clause, Jørgen Falk-Rønne og Egon Fræhr. Udg.i 2014 af Landscenter for Heste

Foderrelateret sygdom: Dårlige hove

Foderet har en enorm betydning. Mange køber dyre tilskud ( biotin etc), men i virkeligheden har tilskuddene ikke den store effekt, hvis ikke grundfodringen er på plads. Tilskud af et enkelt vitamin eller mineral vil ikke betyde det helt store. Det der er vigtigt er at man får lavet en foderplan, hvor man sørger for at hestene er dækket ind med ALLE vitaminer og mineraler. Dette kræver som nr.1 en analyse af grovfoderet.
Når hesten får et godt grovfoder (græs/hø/wrap/lucerne/grønt hø), med store mængder fordøjelige plantefibre (cellulose og hemicellulose) vil bakterierne og mikroorganismerne i stortarmen stortrives. Det vil starte et lille kraftværk, der som side effect danner varme. Organismerne vil være istand til at nedbryde den cellulose og hemicellulose som foderet indeholder, og omdanne den til næring til hesten og fordøjelige proteiner. Det gør at hesten bliver selvforsynende med b-vitaminer ( inkl. biotin, der tit gives som tilskud til heste med dårlige hove ), og at en lang række nødvendige mineraler bliver gjort optagelige i tarmen, så hesten kan udnytte dem og de ikke bare fiser lige igennem. Der udover sikrer det at hesten kan holde varmen.
Hvis man fx. kun fodrer sin hest kun med korn/kornprodukt og halm (lignin=ufordøjeligt træstof), vil mikroorganismerne og bakterierne mistrives og hesten kan få følgevirkninger heraf. Det sker fordi de mikroorganismer der producere vandopløselige vitaminer som B- og K- vitamin underforsynes og dør. En stor mængde korn/kulhydrat hver dag øger fx syreproduktionen, da restproduktet af sukkerforgæring er mælkesyre. Syren gør at de mikroorganimerne i tarmen der ikke kan klare syren dør. For at have et godt miljø i tarmen, kræver det, at hesten er forsynet med grovfoder af høj kvalitet. Et lavt antal af tarmbakterier, betyder at fordøjeligheden af foderet bliver mindre og mange næringsstoffer vil forsvinde med foderet ud igen.
Heste i underskud
Mangel på fordøjeligt træstof( cellulose/hemicellulose) er et mere udbredt problem for heste end mangel på energi. Du kan vurdere med øjnene om hesten får energi nok, det er straks sværere at se om den får træstof nok. Det tager lang tid at rette op på hvis først hestens tarmbakterier er ude af balance, og de komplikationer der kommer heraf ( dårlige hove, kolik, tarmslyng, diarré). Det er langt nemmere bare at få hesten til at tage på fordi den er for tynd.
Det er vigtig at hesten er dækket ind med tilstrækkelige mængder protein, vitamin og mineral igennem fodringen, for at få den optimale effekt af eventuelle tilskud. Når grundfodringen er på plads kan man overveje, hvad der så skal ske.
Hvis man gerne vil gøre noget ekstra for en hest med dårlige hove, kan man give hesten de stoffer der er vigtige i hornproduktionen; Det er essentielle aminosyrer ( altså de få aminosyrer som hesten ikke selv kan danne), spormineraler ( svovl, zink og kobber) i letoptagelig form, aminosyrer ( lysin og metionin) og biotin (b-vitamin).
Det vi forbinder med dårlige hove er at: hovene flækker, hesten taber skoene, hovene smuldrer indvendig, den får bakterie- eller svampeinfektioner og den får hovbylder. Årsagerne til dårlige hornkvalitet kan være: medfødt, våde folde, forfangenhed, for meget sukker/stivelse i fodringen( for meget kraftfoder, for meget korn, forkert græssammensætning og mangel på protein, vitaminer og mineraler i foderet).
Forfangenhed er en betændelses tilstand i hoven. der kommer af forkert/overdreven fodring. Det er en meget smertefuld lidelse for hesten og det kan vise sig ved at hesten i starten kan være meget stiv og uvillig til at gå. Den kan prøve at stå tilbagelænet, for at aflaste vægten på forhovene. Forhovene kan være varme og man kan evt. mærke puls på indersiden af forbenene. Ubehandlet kan symptomerne sprede sig til bagbenene og til sidst vil hesten slet ikke rejse sig.
Det der sker er at de strukturer der binder de indre og de ydre lameller i hoven sammen, nedbrydes af enzymer fra stortarmen. De bakterier der dør  pga for surt miljø under fordøjelsen, frigiver en masse toksiner og enzymer der påvirker hestens krop. Bla. nedbryder de forbindelsen imellem de indre og de ydre lameller i hovene.Der vil være nedsat blodgennemstrømning i de inderste lameller, hvilket giver iltmangel og nedbrud af væv. De indre lameller i hoven har stor blodgennemstrømning og nerveforsyning, derfor er det smertefuldt for hesten når der sker nedbrud. Blod og væske vil sive ud i de omkringliggende væv, lamellerne løsnes fra hinanden og hovbenet sidder ikke længere fast inde i hovkapslen. Hele hovbenet kan løsnes og synke ned mod, og nogle gange også igennem, sålen. Man kan dog nå at forhindre dette med behandling.
Kronisk forfangenhed giver ændringer i hornvæksten, hvor hoven bliver lav og lang ( det er svært at beskære hesten fordi den har smerter), man kan have blodudtræk i sålens lameller( pga hovbenets tryk ned mod sålen) og da hornet vokser hurtigere efter en forfangenhed, pga overskud af næring i blodet, vil hovvæggen blive lang, den hvide linje bred og porøs. Hesten vil være i farezonen for svampe- og bakterieinfektioner i den hvide linje ( whiteline disease)  og den dårlige hornkvalitet kan give tendens til hovbylder og til hove der flodser og revner.
Foderets betydning:
Græssets fordeling af energi, protein og fibre er afhængig af græssets alder, type og hvornår på sæsonen man er. Græsset vil i starten af sommeren have et højt energiindhold, højt protein indhold og lavt fiberindhold. I løbet af sommeren falder energi- og proteinindhold og fiberindholdet stiger. I slutningen af september kan en almindelig hest på vedligehold (dvs en hest der ikke er i arbejde eller ifol), kun lige få sit energibehov dækket. Mens den kun er ca. halvt dækket ind i forhold til protein. En hest i ridning vil have et større behov for protein, da den skal have noget at sætte muskler af og den skal have noget til vedligholdelsesprocesserne i kroppen. Så¨selvom der er græs nok, er der ikke nødvendigvis protein, vitamin og mineral nok.
Græssets sammensætning
En anden ting der betyder rigtig meget er græssets sammensætning. Man kan købe græsblandinger til heste, der er skræddersyede til dem, men hvis man selv sammensætter, skal man huske at der ikke må være for meget stivelse/fruktan i græsset. Kløver indeholder meget stivelse, der minder om det der er i byg. Hesten har svært ved at nå at nedbryde det i tyndtarmen, ligesom med byggen, og derfor vil der komme store mængder stivelse ud i stortarmen. Store mængder kløver i græsmarken kan derfor starte nogle uhensigtsmæssige processer og ende ud i forfangenhed, white line disease, diarré, kolik, tarmslyng osv. Svingel og rajgræs opbober også store mængder kulhydrat(fruktan). Mens Timothé og cikorie indeholder minimale mængder af fruktan. Det kan man tænke ind i sin sammensætning af græsmarken. Nøjsomme heste skal ikke have det samme som heste i hårdt arbejde. De kan måske slet ikke gå sammen.
 I gamle dage…
I gamle dage havde engene mange forskellige græsser og urter, som hestene kunne vælge af, men efterhånden som vi har overtaget beplantningen, har vi nu græsmarker med meget få græsarter og ingen urter. På de fleste græsmarker vil calcium/phosphor indholdet være 1,2:1, hvor føl, avlsdyr og plage kræver 2:1.
Kobber- og mangan indholdet er som regel også for lavt og proteinindholdet falder i løbet af sommeren. Så hvis man ikke er obs, vil føl og plage sidst på sommeren være i underskud og de kan være i farezonen for at udvikle ocd, osteochondrose, fysitis, wobblesyndrom, bukkehov og senestyltefod.
Begynder man i en sådan situation at fodre med korn, vil det ikke give protein nok. Det vil der imod give et højt energiindhold i foderet, hvilket øger risikoen for vækst forstyrrelser og forfangenhed. Man skal i stedet tilføre protein i form af lucerne, sojaskrå eller proteinholdige vitamin/mineralblandinger. Der findes specielle blandinger der er gode. Får føllet for meget næring, men ikke nok protein og mineral til knogledannelsen, vil kroppen vokse så hurtigt at fx bøjesenerne ikke kan følge med og pludseligt står føllet stejlt, med bukkehove eller senestyltefod. Det er blodets høje indhold af kulhydrat fra foderet, der sætter gang i insulinproduktionen og starter en øget produktion af væksthormon. Væksthormon sætter gang i celledelingen i bruskcellerne, i vækstlinjer og ledflader. Og hvis der ikke der samtidig er de ingredienser der skal til, for korrekt forbening af disse celler ( protein og mineraler) vil det give forstyrrelser i vækstlinjerne. Noget der vil nedsætte holdbarheden af hesten på sigt. Her er det vigtigt at man sætter ind med korrekt fodring, beskæring og evt. smertestillende medicin, så føllet ikke permanent udkikler bukkehov.
imagesFøl har ikke en veludviklet tarmflora fra starten af. Det får de først når de er omkring 9-10 mdr. For at udvikle en stabil bakterie population er det vigtigt at føllet fodres med grovfoder af højkvalitet og ikke en masse stivelse. På denne måde vil grundlaget for gode hove. gode knogler godt immunforsvar, god mave/tarm flora, god holdbarhed osv dannes. Foderet har en enorm betydning for organismen, da alle processerne i kroppen hænger sammen og påvirker hinanden.
Den store Foderbog. Af Dyrlæge Nanna Luthersson