Om Venskab

Om venskab

I 2006, genoptog jeg mit hesteliv, efter at have boet i 9 år i Århus, hvor jeg ikke havde haft tid til det. Jeg fandt en May Sherif/Dolomit hoppe, som jeg syntes lød interessant, og tog ud for at prøve den. Den var 3 år og lige til redet. Da jeg kom op, kunne jeg mærke at det blev noget af et projekt. Den var bange for bidet og den løb ud og ind ad ridebanen. Den havde været i ridning i en måned hos en mandlig berider og nok blevet redet lige rigelig hårdt. Jeg blev overtalt til at starte med den, selvom jeg var lidt i tvivl og begyndte dagen efter. Jeg satte foden i stigebøjlen ude foran stalden og i samme øjeblik, satte hun i galop. Jeg nåede lige op i sadlen, og uden bøjler, og med lange tøjler fløj vi op imod ridebanen. Her løb hun i en 90 graders vinkel ind på ridebanen og stod stille. Hun virkede noget forundret ud over at jeg stadig sad i sadlen og det var jeg egentlig også selv. Jeg kunne mærke at jeg scorede mine første point.
1923894_25633646514_2496_n
Det var en nyanlagt ridebane vi red på. Den havde kun en lille bitte kant, som hun lynhurtigt var henne ovre. Jeg begyndte at longere hende halvdelen af gangene. Jeg prøvede at lægge nogle indspændinger på hende, for at hun kunne få en lille smule ro fortil og så hun kunne lære at ‘stole på tøjlen’. Det syntes jeg faktisk hjalp og så var jeg selv meget bevidst om at have en blød hånd. Hun begyndte lige så stille at acceptere bidet og stole på mig. En kæmpe forandring.
Ejeren faldt på nogenlunde dette tidspunkt af hende og det havde nær sendt os tilbage til schratch. Hun fik samme løbetur som jeg havde fået. Bare med den variation, at hun stejlede hun inde på ridebanen, efterfulgt af et kæmpe bukspring så Maria røg direkte i jorden. Hun havde nu fundet ud af at det godt kunne betale sig at stejle og det syntes jeg godt nok ikke var fedt. Vi var ude i ‘høj risiko’. Jeg havde heldigvis en god underviser der sagde, at når hun prøvede at lette, så skulle jeg tage i den ene tøjle og dreje hende rundt. Så kunne hun ikke komme op på bagbenene. Det hjalp, og jeg syntes faktisk at vi blev rigtig gode derefter. Hun blev stabil, udviklede sig og gik nok en LA da jeg stoppede med at ride hende. Jeg fik et job med heste og kunne derfor ikke fortsætte. Hun er en af de største guldklumper jeg har haft, en rigtig ven. Et bevis på en kæmpe udvikling, med masser af hårdt arbejde. Hvis jeg havde haft pengene til hende, så havde jeg købt hende  Det var så fedt at mærke den tillid hun viste mig og at hun fandt ud af at jeg ikke ville hende noget ondt.
275_25633651514_2810_n
For et års tid siden manglede jeg noget at ride på og jeg kørte derfor land og rige rundt for finde en unghest. Jeg kunne ikke rigtig finde noget og kørte derfor over, der hvor jeg havde aftalt opstaldning, for at sige at det ikke blev til noget. Den eneste der var på stedet var en opstalder, der tog imod besked og spurgte om jeg ikke ville hjælpe hende med hendes 2? Kunne mærke at vi var rimelig enige om tingene og sagde at det kunne jeg da godt. Der var en hoppe og en vallak.Det var hoppen jeg var mest interesseret i, men vi aftalte at jeg startede med vallakken, en lille araberblanding. Da jeg er dressurrytter, så jeg ikke noget decideret lys i ham. Men jeg tænkte at jeg kunne ride ham nogle gange. Indtil Karina kunne se hvad jeg kunne og så måske begynde med hoppen.
042
Han begyndte med at sparke efter mig ude på folden, og han bakkede endda også til. Sikke en møgkrikke. Jeg besluttede at Karina nok godt selv kunne rense baghovene. Okay, vi fik sadel på dyret og det var ikke nogen fornøjelse. Hvis der var noget han ikke gad på rideturen, bakkede han, stod stille og lagde ørerne tilbage og hoppede lidt. Fedt! Nå, men det var ved at blive vinter og jeg gad ikke til at ud og finde noget andet at ride på, så jeg fortsatte med Silas. Skovturshest kunne han da altid være.
Da der kom sne, lå markerne åbne.Jeg fik ham i galop, efter et par opbremsninger,og kunne se, at det kunne han rigtig godt lide. Så vi lå og drønede markerne tynde, vi fandt ud af at vi havde en fælles passion. Jeg havde foden indenfor.
028
Samtidig prøvede jeg at få ham til at gå lidt til bidet. Det gik lidt nemmere når der var tænding på og det var noget han godt kunne lide. Vi havde fundet; ‘Vi-kan-da-godt-samarbejde-lidt-knappen’.
Så var der det med at få ham ind. I starten var jeg forbundet med, at han skulle ud og ride, så det var ganske umuligt at fange ham. Men da Silas også har en passion for mad, var det egentlig bare at tage en gulerod med og så gik det hele lidt nemmere. Fint.
Han havde en uvane med at binde sig selv op eller rykke sig løs, hvis han kedede sig, og det gjorde han når jeg striglede, eller var inde efter sadlen. Så han fik han lidt foder; wrap eller lucerne eller hvad jeg lige havde og det virkede. Vi sporede os lige så stille ind på hinanden og uden om forhindringerne.
13563340_1732872826930628_619940584_n
Han havde et lidt sjovt bevægelsesmønster. Han løb med hovedet oppe i vejret og havde svært ved at gå i ridehuset. Det virkede som om at han var lidt øm, så jeg begyndte at massere ham og lave gulerodsøvelser. Han fik også en gang equine touch og fik ordnet hovene. Han havde meget dårlige hove, der hurtigt revnede, og det kan jo godt gøre lidt Jeg red mest udenfor og prøvede at ride meget op og ned ad bakker, for at styrke ham. Der var også en cavaletti som jeg trænede ham henover. Lige så stille begyndte jeg at kunne få ham til at søge ned, hvor han ellers havde gået med hovedet i vejret. Jeg kunne mærke at han virkelig gerne ville gøre det jeg bad ham om og jeg accepterede hans begrænsninger. Det var her det begyndte at gå op for mig, hvor meget et venskab betyder i sådan en relation.
290
Efter nogle måneder prøvede jeg at lægge et bid på ham. Han havde ellers været redet bidløst og da jeg ikke regnede med at han skulle gå dressur, syntes jeg at det kunne være ligemeget hvad han gik med. Han reagerede virkelig godt på bidet og jeg begyndte at kunne ride ham til bidet næsten hele tiden. Den sidste måned kunne jeg også ride ham i ridehuset. Jeg red ham vel et halvt år i alt og jeg må sige at han vandt mit hjerte. Hvor jeg i starten syntes at han var temmelig dum, fandt jeg ud af at han faktisk en ret sjov hest og en hest der godt gad. Sådan nogle relationer er givende og det der gør det sjovt.
Desværre besluttede Karina sig for at flytte til Brædstrup og det syntes jeg var lige rigelig langt fra mig. Men Silas er hos mig alligevel. Jeg tænker på ham hver dag og savner ham for alle de skøre påfund. Han gik fra at sparke efter mig på folden, til at komme mig vrinskende og galoperende i møde. Han viste mig at han gerne ville prøve at udvikle sig sammen med mig og det var virkelig sjovt.
262