Foder: Hestens Fordøjelse

Jeg har skrevet en artikelserie om hestens fodring til Malgre Tout, et online hestemagasin. Første del var en generel information om hestens mave-tarmsystem.

ford_hest

Forstå hestens fodring.

Fødeindtag er en meget essentiel del af alle levende organismers liv. Hver organisme har sine behov og jo tættere fodringen ligger på det optimale, des bedre foderudnyttelse får vi og jo mere velfungerende en organisme. Sportsheste, avlsheste, ponyer, plage har alle det samme grundbehov, men det er forskellige ting, det kan være en fordel at supplere dette foder med.
Hesten er skabt til at leve i den frie natur, hvor den vil have et bredt udvalg af planter den kan spise af og et stort område hvor den kan afsøge føde. Den er skabt til at spise det meste af døgnet og den vigtigste foderkilde er græs. Når vi placerer hesten i et lukket habitat, vil der være ting vi afskærer hesten fra selv at kunne finde og spise, vi begrænser mængden og vi begrænser dens muligheder for selv at sammensætte kosten efter de ting den mangler. Dvs vi skal være obs på om den får dækket sine behov, eller om der er nogle ting vi skal tilføre i fodringen. Vi begrænser også dens mulighed for motion, hvis den står inde. Heste er bygget til at bevæge sig hele tiden. Motionen fremmer fordøjelsen og sætter gang i blodomløbet. Står hesten meget stille vil det øge risikoen for kolik og andre sygdomme. Så den skal ud så meget som muligt.
For at forstå hvad hestens optimale foderkilder er, er det vigtigt at forstå anatomien.

wp_20160427_007

Vi starter i munden:

Hesten nipper græs og plantedele af med sine små opretstående fortænder og sender føden videre til kindtænderne, der med deres store tyggeflade, findeler foderet. Hesten bevæger kæben i cirkelbevægelser, når den tygger. Har hesten tandspidser eller tandkroge, besværliggør det hestens tyggebevægelser og foderudnyttelsen bliver ringere. Tænderne vokser hele tiden. De slides ned under tygning, så fødekilderne har indflydelse på hvor meget tænderne slides og derfor også på foderudnyttelsen.
Når hesten tygger dannes der spyt. Spyttet er en klar, slimet, basisk væske, som også indeholder et enzym der starter nedbrydelsen af kulhydrat. I naturen spiser hesten 16 timer i døgnet og der vil derfor være et konstant flow af spyt, ned i mavesækken. Det giver et optimalt forhold mellem den sure mavesyre og det syreneutraliserende spyt. En hest laver ca. 3 gange så mange tyggebevægelser ved 1 kg hø/wrap, og danner op til 4 gange så meget spyt, som den gør, hvis den spiser 1 kg korn/kornprodukt. Udover at spyttet starter fordøjelsen, gør det også at foderet glider lettere igennem, det smalle og lange spiserør. Spiserøret har nogle kritiske steder hvor foderet kan sætte sig fast. At spyttet er basisk, har en betydning senere, for miljøet i mavesækken.

hrs_horse_teeth

Derfor er det vigtigt at hesten har noget tyggetid, så den kan slide sine tænder og danne en masse spyt. Hesten er bygget til at spise med hovedet nedad. Så bruger man hønet eller høhæk skal den/det helst placeres så lavt som muligt (uden at der er risiko for skader).

 “1 kg hø/græs giver: 3500 tyggebevægelser = 10-12 l spyt
1 kg korn/müsli giver: 800-1200 tyggebevægelser = 3 l spyt
I det fri producerer hesten 40-50 l spyt i døgnet”

Videre til mavesækken:

images-7

Hestens mavesæk er ikke særlig stor. Den fylder kun 10 % af hestens samlede fordøjelses system og rummer ca. 15 liter. Dette passer med at hesten, i naturen, spiser små portioner hele døgnet. Hesten er et flugtdyr. Den har derfor skullet kunne løbe stærkt, og måske også langt, hvis den skulle væk fra en fjende på et splitsekund. Det har derfor ikke været optimalt med en stor portion mad i maven. Når vi fordøjer store portioner, falder vores energiniveau, fordi kroppen brugen energien på at nedbryde føden og transportere den rundt. Hesten fungerer altså bedst med tildeling af mad i små portioner, der passer til mavens størrelse, og gerne jævnt fordelt over døgnet.
I mavesækken bliver foderet æltet rundt og derved blandet med mavesaften. Mavesækken bliver ret hurtigt herefter tømt. Foderet opholder sig max. omkring 1 time i mavesækken. En hest på 500 kg kan kun udnytte 2-2,5 kg foder pr. måltid. Hvis dette overskrides, vil det meste af foderet fortsætte direkte og ufordøjet igennem mavesækken. Man skal også tænke på at HVIS man fodrer i store portioner på omkring 2-2,5 kg, så skal hesten have minimum en time til at fordøje foderet. Når hesten arbejder vil blodet føres fra tarmkanalen og ud til musklerne. Det gør at fordøjelsen går i stå og hvis mavesækken ikke har nået at tømme sig, begynder maveindholdet og gære. Det giver risiko for maveoverfyldning og kolik. Ultimativt kan mavesækken sprænges.hastemave
En hest danner mavesyre hele døgnet, i modsætning til mennesker, der kun danner mavesyre når vi spiser. Derfor er det heller ikke en god idé at ride hesten på helt tom mave. Hvis ikke hesten har adgang til stråfoder inden rideturen, så giv den et par håndfulde foder. Så har maven lidt at arbejde med og man undgår at mavesyren kan skvulpe op og ætse steder den ikke skal, med risiko for mavesår. Lange intervaller imellem fodringerne, giver en kraftig syrepåvirkning af mavesækken. En hest skal helst ikke gå uden grovfoder i over 4 timer.
Mavesækken er inddelt i to dele – den hvide og den røde. Det er i den røde del der konstant dannes mavesyre. Og her er miljøet surt, så bakterier dræbes. Der produceres også enzymer, som spalter proteiner og kulhydrater til mindre dele, så det nemmere optages i hestens krop. Den røde del har et beskyttende slimlag, som ikke findes i den hvide del, men her er heller ingen mavesyre. Mavesyren kan dog komme op og ramme den hvide del, hvilket giver ætsninger. For at undgå dette, er det vigtigt at der kommer nok af det basiske spyt ned sammen med foderet, for at neutralisere mavesyren. Derfor er de fodertyper der giver stor spytsekretion at foretrække, grovfoder for eksempel( hø og græs). Grovfoder giver også en mindre syreproduktion, hvor korn giver mere. Fodring med halm som eneste stråfoder giver ifølge en dansk undersøgelse 4,4 gange så stor risiko for mavesår, så halm er ikke en god løsning.

cropped-1149931.jpg

Den lange vej igennem tarmen:

Tarmen er her hvor næringen begynder at optages igennem tarmvæggen og ud i hestens krop.
Første step er tolvfingertarmen: Her er der en lille forbindelse fra hestens bugspytkirtel og frahestens lever.
Bugspytkirtlen producerer bugspyt, indeholdende insulin, bikarbonat og fordøjelsesenzymer. Insulinen regulerer blodsukkeret. Det har betydning for hestens energiniveau og for mange cellers funktion.( du skriver hvad er godt/dårligt ifht blodsukkeret, det kommer jeg til i fodergennemgangen)
Bikarbonat giver foderet en lavere pH igen (hvor mavesyren hævede PH-værdien). Det betyder at værdien kommer nærmere et område, der er optimalt for de protein- og kulhydratnedbrydende enzymer.
Fordøjelsesenzymerne spalter fedt, samt nedbryder sukker og stivelse.
Leveren producerer galde, der tømmes ud i tarmen og hjælper til nedbrydningen af fedt.

Tyndtarmen:

Foderet bevæger sig videre til tyndtarmen der er omkring 20 meter hos en hest. I tyndtarmen, bliver der både produceret fordøjelsesenzymer, der nedbryder letfordøjelige kulhydrater, stivelse og protein. Det bliver optaget sammen med calcium og andre livsvigtige mineraler. Sukker og stivelse skal helst nedbrydes og optages i tyndtarmen, da de ellers kan forårsage en forgæring i stortarmen med risiko for kolik.
Tyndtarmen har mange tarmtrevler. Det er folder i tarmslimhinden, indad i tarmen, så overfladearealet forøges. Det betyder at der kan ske en yderligere optagelse af næringsstoffer henover tarmslimhinden. Føden presses igennem tarmen, imellem alle folderne,med bevægelser fra tarmen. Næringsstofferne presses på denne måde fra tarmen over i blodet. Blodkarrene løber helt tæt opad tarmen, så passagen kan foregå så nemt som muligt. Blodet transporterer næringen videre.Se mere herom senere.

Blodkarrene samles efter tarmene og kører en tur igennem leveren. I leveren renses blodet for giftige stoffer. Der udover lagres noget glukose, noget protein og A-, D-, E-, og K vitaminerne (de fedtopløselige) her. Den næring blodet indeholder efter passagen igennem leveren, fortsætter med blodet rundt og afgives til de millioner af celler der findes i hestens krop. Hver enkelt celle, fodres med det du giver din hest. Derfor har det så stor betydning.

Stortarmen:

Første del af stortarmen er blindtarmen: Blindtarmen er ca. 1 meter lang og kan rumme 25-35 liter. Den indeholder millioner af bakterier. Disse bakterier er nyttige, og skal være der. De er de eneste der kan nedbryde den type cellevæg, som græs og andet grovfoder indeholder RIGTIG meget af. Hvis ikke man får nedbrudt dette foder til mindre bestanddele, kan det ikke optages. Bakterierne/mikroorganismerne har det bedst, hvis hesten får noget godt grovfoder. Godt grovfoder består af græs, hø eller lucerne. Halm er ikke godt, da det indeholder meget af det træstof, som mikroorganismerne ikke kan nedbryde. Dette kan hesten derfor ikke udnytte, og hesten kan nemmere ende med en forstoppelse, da halmen optager en masse plads i tarmen. Der er visse sving på tarmen der er særligt udsatte ifht forstoppelse, og her kan halmen nemt ‘pakke sammen’, fordi det ikke bliver nedbrudt, men bare skubbet videre.

Tyktarmen:

Anden del er tyktarmen. Den er ca. 10 meter lang, og rummer mere end dobbelt så meget som blindtarmen. De sidste mineraler bliver optaget i tyktarmen. Der udover bliver vand og galde opsuget,og genbrugt, eller udskilt. Overskydende væske bliver fx sendt videre til nyrerne og udskilt når hesten tisser.
Sidste del er endetarmen: I endetarmen bliver den ALLER sidste væske opsuget, og det foder der ikke er blevet fordøjet kommer ud (sammen med bakterier).Foderets passage igennem hestens tarmsystem tager 2 døgn.

hestelort

Hvad kan du lære om fordøjelsen ved at kigge på hestepærerne?:

Hestepærerne skal helst være så bløde, at de går i stykker, når de rammer jorden. Hvis heste på stald fx får for meget tørfoder, ikke får nok at drikke eller får for lidt motion, vil fordøjelsesprocesserne blive for langsomme. Det betyder at der absorberes for meget vand undervejs. Hestepærerne vil være hårde og hesten kan have tendens til fortoppelse.
Endvidere kan man se, om der er mange ufordøjede kerner. Det kan betyde at hesten trænger til at få raspet tænder eller at den får for meget foder på en gang.
Man kan også tage en hestepære op, blande den med noget vand og hænge det op i en klar pose. Er der sand/jord der bundfældes, betyder det at hesten spiser dette sammen med foderet. Fx fordi hesten spiser foderet fra jorden eller fordi hesten i de spæde forårs måneder får for meget jord op når den kaster sig over græsset. Man skal sørge for at undgå dette, da det kan give en kolik.

Får hesten for meget?

Får hesten mere næring en den har brug for, vil det lagres som fedt i mankekammen, langs ribbenene og på bagparten. En hest i korrekt foderstand, vil man kunne mærke ribbenene på, men uden at kunne se dem. Er hesten for fed, vil den være i farezonen for forfangenhed, der er en slags type 2 diabetes for heste.
Så snart hestens arbejdsniveau falder, fx i trænningsfrie perioder, skal fodermængden nedsættes.

  • Er hesten ikke på græs, er den anbefalede minimums mængde grovfoder (hø/wrap) 1,5 kg per 100 kg hest. Denne mængde er nødvendig for at sikre hestens behov for fordøjelige fibre og forebygge sygdomme. Hvis hesten ikke har problemer med at blive for tyk, må man meget gerne tildele mere hø/wrap.
  • Halm og frøgræshalm kan ikke bruges i stedet hø eller wrap, da fibrene i dette kun er meget lidt fordøjelige. Dog kan halm/frøgræshalm bruges som et supplement til beskæftigelse, til heste, der ikke kan tåle fri adgang til hø/wrap. Dog skal man have in mente at fodring med store mængder halm/frøgræshalm kan øge risikoen for forstoppelse, da de ufordøjelige fibre kan have en tendens til at pakke sig sammen i hestens tarmsystem.
  • For at hestens fordøjelse kan forløbe normalt, har den også behov for store mængder vand. Det er derfor vigtigt, at hesten altid har adgang til rent vand ad libitum.
  • Hø/wrap kan variere meget i energi- og proteinindhold, alt efter tidspunkt for slæt- og bjergningsforhold. Det er umuligt at vurdere med det blotte øje og kræver en analyse. Fx kan proteinindholdet svinge fra 0-20%, hvor det helst skal ligge på 7-10%. Tørstofindholdet varierer også en del. Det skal helst være mellem 50 og 60%. Er det for tørt, kan gæringen ikke forløbe. Det mugner nemmere. Og er vandindholdet under 50% eller over 60%, får de for tynd afføring.
  • En foderplan er vigtig, for at sikre at hesten får præcis den mængde foder den har brug for. Ved foderplanberegning er det en fordel at kende hestens vægt. Dette kan gøres med et specielt målebånd. Eller man kan bruge tommelfingerregelen: Hestens vægt i kg er= (6,25xgjordmålet)- 625
  • Alle ændringer i foderplanen bør ske gradvist. Det tager stortarmens bakterier nogle dage at omstille sig til nye energikilder. Det tager bakterierne 3 uger at omstille sig til nyt stråfoder.
  • Hesten har behov for tildeling af vitaminer og mineraler selvom den går på græs. Græs har fx ikke tilstrækkelige mængder af zink og kobber. Zink og kobber er fx. vigtig for knogleudviklingen, så især for føl og plage er dette vigtigt. Tildelingen skal helst ske individuelt. Foderbaljer gør det svært at vide hvor meget den enkelte hest spiser.
  • Det er vigtigt at man bruger fodermidlerne rigtigt. Fx. skal tilskudsfoder iblandes korn, det er det skabt til, og det skal også være i den rigtige mængde. Fuldfoder må ikke tilsættes korn, eller gives i små håndfulde, ved siden af noget andet. Fuldfoder vil sige at hesten er dækket ind, med det den skal have, hvis man fodre den efter dens vægt. Så der behøves ikke tilsættes noget. Hvis man ikke fodrer rigtigt, vil hesten ikke få de næringsstoffer den skal have. Derfor er foder planen så vigtig. Så få lovet en foderplan ved en fagperson.

Artiklen ligger her på Malgre Tout: http://www.malgretout.dk/2016/06/10/din-hest-bliver-hvad-den-spiser/

Man kan også læse lidt her: http://www.malgretout.dk/2016/07/27/90-procent-har-mavesaar/

Kilder:

Den Store Foderbog, Af Dyrlæge Nanna Luthersson. Udg. 2004

Politikkens Bog om hestens pasning og pleje. Udg. 2006

Hesteejerens Håndbog, Af Colin Vogel, Udg. 2005

Hestens pasning og pleje. Af Niels Tellerup, Udg. 2002

Hestehold -En Grundbog. Af Eric Clausen, Jørgen Falk-Rønne og Egon Fræhr. Udg.2014 af Landscenter for heste

Internetsiden; Dangro.com/hestens-fordojelse, Udg. 7 okt. 2014