Dressurtræningens veje og Blindgyder

s1 s3

Anden artikel var til Ridehesten om dressurridning. Den blev til da jeg var til udtagelse til ungheste VM på Vilhelmsborg. Det var så skæmmende at se hvor hårdt de holdt hestene og at der ikke var nogen der reagerede på det. Når man ved bare lidt om ungheste, ved man også at det er vigtigt at de får lov til at gå med hovedet nedad i starten. Og hvis man som jeg, har læst bare nogle bøger om emnet, så ved man også at det er virkelig vigtigt, for at de ikke bliver skadede. Det var helt unge heste og de blev redet helt op i højeste konkurrenceholdning. Der var kun et par stykker der gik i balance og som blev redet med en tilpas længde tøjle. De andre rystede på hovedet og trak i tøjlerne. Det mest chokkerende var næsten at dommerne gik ud og sagde: Vi vil godt lige se galloppen igen, eller prøv lige at lave et changement. Der var ikke en af dem der sagde: “Prøv lige at give din hest noget mere tøjle, der er ingen selvbæring”. Det ville have været så let for dem. Jeg var så skuffet da jeg kørte hjem den dag og jeg gik direkte hjem og ringede til Britt Carlsen. De næste måneder skrev jeg på artiklen. Jeg fik den tjekket af heste fysioterapeut Claus Toftegård og dyrlæge Sarah Mille Krasnik. Jeg kørte ned til Hasse Hoffmann og spurgte om jeg måtte bruge hans billeder.

Dressurtræningens veje og blindgyder

Anatomi:

Billedtekst: Hestens rygrad består af 7 halshvirvler, 18 brysthvirvler med ribben, 6 lænde hvirvler, 5 korsbens knogler og 18-21 halehvirvler. På hesten kan rygraden sammenlignes med en hængebro imellem forpart og bagpart. Hesten er meget tung i stykket over bryst- og bugstykket pga indvolde og derfor er ryggen et udsat område.

wirbelsaule

Hestens halshvirvelsøjlen er meget bevægelig. Den består af 7 store halshvirvler der forløber i en S-form og forsvinder ind imellem skulderbladene. Her går den over i brysthvirvelsøjlen, der består af 18 hvirvler og denne del af hestens rygsøjle er den mindst bevægelige. Leddene består af et korpus med forskellige fremspring. Facetleddene fx stabiliserer rygsøjlen imod for store udsving i bevægelse. Torntappene er hæfte for nogle af de store muskler og ligamenter. Torntappene sidder på hvirvellegemerne i bryst- og lændedel. I brystdelen udspringer 18 ribben fra siden af hvirvlerne. De forløber ned til brystbenet, der sidder imellem forbenene. De første 8 forenes via knogleled og er de bærende ribben. De sidste 10 forenes via brusk. Brystdelen har et meget bevægeligt punkt, omkring den 16. brysthvirvel (der hvor sadlen normalt slutter). Torntappene går i dette punkt fra at pege bagud til at pege fremefter. Efter den 18. brysthvirvel starter lændehvirvelsøjlen. Den er mere bevægelig end brysthvirvelsøjlen og består af 6 hvirvler. Istedet for ribben har de ca. 20 cm lange ubevægelige tværtappe på siden. Tværtappene er med til at stabilisere regionen, den lange rygmuskel og den indre lændemuskulatur hæfter fx. her. Lændedelen fortsætter over i korsbenet, der består af 5 sammenvoksede knogler. Korsbenet danner led med bækkenet i sacro-iliacaleddet. Dette led er meget stabilt og formidler afskub og bæring fra bagbenene op igennem ryggen. Halehvirvlerne følger til sidst.

 

Forbenene hæfter på brystkassen vha muskler, sener og ligamenter. Der er altså ikke noget knogleled ind til hvirvelsøjlen eller til ribbenene. Det giver forbenene en stor fleksibilitet, men det betyder også, at det kræver en enorm styrke af brystkassens muskler at skulle bære en rytter.


Der løber nogle vigtige ligamenter langs rygraden. Ligamentum Nuchae starter fra nakkebenet. Det hæfter på torntappene og via lameller ind på halshvirvlerne. Det hjælper (sammen med ligamentum supraspinale og halsmusklerne) hesten til at holde hoved og hals og til at holde bughulens vægt, når hesten græsser. Det kaldes nakkebåndet. Ved hestens mankestykke fortsætter lig. nuchae, som det mindre elastiske lig. supraspinale. Dette ligament forener brysthvirvelsøjlens og lændehvirvelsøjlens torntappe og kaldes rygbåndet. Lig. nuchae og lig. supraspinale står til sammen for bla. elasticiteten i hestens overlinje. Når hesten sænker halsen vil der komme et træk fra nakkebåndet og ned i rygbåndet. Da rygbåndet hæfter på torntappene, vil rygsøjlen løftes og afstanden imellem torntappene øges. Denne manøvre hjælper hesten til, uden belastning for dens krop, at bære brystkassens og mavens vægt, imens den græsser. Da hesten i naturen græsser det meste af døgnet, er det en mekanisme der biomekanisk har stor betydning for den.
De andre ligamenter er et der løber over ryghvirvlerne og et der løber under ryghvirvlerne( lig. longitudinale dorsale og lig. longitudinale ventrale). Der er derudover en masse korte ligamenter imellem hvirvlerne. Deres funktion er at give stabilitet. Det er ligamenterne interspinalia imellem torntappene og intertransversaria imellem lændehvirvlerne.

images (33)

Den lange rygmuskel (m.Longissimus dorsi) starter ved de nederste halshvirvler og hæfter på ribbenene, torntappene, lændehvirvlerne, korsben og bækken. Altså hele ryggens længde. Den har til formål at skabe en fremadgående bevægelse igennem hestens krop. Den er ikke bygget til at bære. Den står for hestens rygsving og hesten bruger den som løftemuskel når den fx skal springe over en forhindring eller sparke bagud. Den lange rygmuskel forbindes via en bred fascie i ryggen, med musklerne i krydset, i baglemmerne og forlemmerne. Det påvirker fx. den brede rygmuskel (m.Lattissimus dorsi) der bøjer skulderen og trækker forbenet tilbage.
Fra brystbenet løber musklen Rectus Abdominis og senebåndet Linea Alba op til bækkenet ( Linea alba højre og venstre sides bugmuskler der forenes under maven)

syn I forhold til hestens syn, har den øjne den kan se næsten 360 grader med. Den kan se skarpt til siden, men fortil er hestens skarpe syn begrænset, som vist på fig.xx. Når den holder hovedet ved 45 grader, er dens skarpe felt lige frem foran den. Holder den hovedet lodret ( som i klassisk dressur), vil den blinde vinkel være lige foran den og det skarpe syn foran forbenene, hvilket vil sige at den mest ser jorden under ridning. Hesten er et flugtdyr og beror sig meget på sin synssans. Den udviser derfor stor tillid, ved at overdrage synssansen til rytteren.

scan

Bevægelse:

“Bow og string”-konceptet (”Bue og streng”) blev udviklet i 1946 af zoologen Slijper og beskriver bevægelse i hestens krop. Buen består af: Hestens rygrad med tilhæftede ligamenter og muskuler. Den spændes af strengen bestående af: Brystbenet og bugens muskler ( især m. Rectus abdominis og Linea Alba ). Overdreven fleksion ( når hesten tager hovedet langt ned) af buen forhindres hovedsageligt af torntappene og de omkringliggende ligamenter, mens overekstension ( når hesten tager hovedet højt op) forebygges hovedsageligt af bugens muskulatur og til en vis grad, af lig. longitudinale. Tilbagetrækning og fremstrækning af forbenene og af bagbenene samt halsens holdning, vil også have en indflydelse på hestens fleksion og ekstension af rygraden.

   fin stil

 Hesten har selv en høj vægt og rytterens vægt, der udgør op til 20% af dens egen, lægges så oveni. En veltrænet hest vil være løftet med omkring 6% af stangmålet i ryggen. Dvs at en hest på 170, kan være løftet 10 cm i muskelmasse, i forhold til en ikke trænet hest. Vigtige muskler i forhold til når den skal bære en rytterimages (26)

Den klassiske dressur er bygget op for at styrke hesten, opbygge dens muskler og gøre at den kan holde til at blive redet (også på lang sigt). Den skal være selvbærende, altså udføre øvelserne med kun små signaler fra rytteren. I dressuren er der ikke nogen øvelser, som hesten ikke laver i det fri, vi kræver bare at den gør det på kommando og med rytter på. Rytterens vægt vil flytte hestens tyngdepunkt til forparten og da forbenene kun er tilhæftet til hestens krop vha muskler, sener og ligamenter, er det et meget sårbart tyngdepunkt. Grundtræningen går derfor ud på at gøre hesten i stand til at flytte tyngdepunktet mod den stærkere og muskuløse bagpart. Når hesten træder bagbenene længere ind under sig, tager den mere vægt på bagparten og får på den måde udlignet rytterens vægt. Det er også på den måde man i sin ridning opnår samling.

Genskaber man i træningen ikke den ligevægt, vil det slide på hesten og dens gang vil blive mindre.

Halsmuskulaturen fungerer som løfteapparat. Får hesten lov til at sænke sit hoved i starten af dens uddannelse, vil halsmusklerne hæve ryggen via nakke- rygbåndet. Den lange rygmuskel vil aflastes, være frit bevægelig og skabe rygsving. Hesten er ikke bygget til at bære rytter og især den lange rygmuskel kan tage skade, hvis ikke man holder sig for øje at det er vigtigt at bruge de omkringliggende strukturer, for at rytterens vægt ikke ender midt på denne lange og vandret gående muskel. Overhalsmuskulaturen yder med den rette opbygning et vigtigt holde-arbejde, sammen med nakke- rygbånd og overlinjens muskler. Den unge hest skal rides fremad og nedad.

images (40)
Efterhånden som hesten bliver stærkere, kan tyngdepunktet flyttes længere bagud og hesten kan tilsvarende rejse sig mere fortil. Den samlingsgrad der kræves på La-niveau, svarer til at hesten har styrken til at fordele sin egen og rytterens vægt ligeligt imellem for- og bagpart. Når hesten når op i de højeste klasser, har den en god indundersig griben, den går med nakken som højeste punkt og næsen lidt foran lod (konkurrence holdningen).

nat
Det tager 1 1/2-2 år at opbygge disse muskler. Springer man opbygningsfasen over og rider hesten op i konkurrence holdningen fra starten, vil hesten have slapt nakkebånd, en muskulatur i halsen der endnu ikke udviklet til at bære og det vil gøre, at vægten fra rytteren ender som en lodret kraft ned på den lange rygmuskel. Hesten vil spænde i muskulaturen for at prøve at oppebære rytteren og vha af fascieforbindelserne, forplanter spændingen fra ryggen sig til muskulaturen i hestens kryds, sædeben og til forbenene. Det gør at bagbenene vinkles anderledes og ikke kan trædes ind under hesten. Man mister den naturlige samling. Følgevirkningerner er i trav fx at rummeligheden forsvinder, gangen kan blive uregelmæssig i rytmen og i middeltrav vil forbenene fremføres unaturligt højt.

images (24)

Rollkur, også kaldet hyperfleksion, er en anden måde at ride hesten på. Her går hesten med en ekstremt dyb hoved- halsholdning. Hestens hoved trækkes under træningen ind til bringen ved tvang. Altså en ekstrem sammenbøjning af halsen. Halsens led vil som regel presses ud over det normale leje, hesten luftrør vil presses sammen og hestens i forvejen begrænsede synsfelt, begrænses endnu mere. Ved konkurrencer er det meningen at hesten rides op i den almindelige konkurrence holdning, men pga den hårde træning vil hesten som regel gå med 2.-3. halshvirvel som højeste punkt og ikke nakken. Det den helt dybe hoved- halsholdning gør, er at overhalsmuskulaturen, nakkebåndet og derfor også rygbåndet overspændes. Det giver en overspændt løftet ryg. Hesten får en lige ryglinje og sænker ikke bagparten i hverken de samlende øvelser eller i middel skridt, trav og galop.

images (3) images (2)

Pga fascieforbindelserne i ryggen får hesten en dårlig bagbens aktion, lige som de heste der rides for tidligt op i konkurrence holdning. Bagbenene bevæger sig næsten bagud, istedet for at træde ind under hesten og give afskub. Man opnår derfor heller ikke hverken samling eller rygsving. Hesten vil pga den ekstreme bøjning og høje spænding, prøve at løbe væk fra den hårde indvirken. Det vil som regel afstedkomme en hård opbremsning med tøjlen. Hestens anspændte ryg og den høje spænding i tøjlen, vil som regel gøre at rytteren sidder meget uroligt eller tilbagelænet i sadlen. Tit rides disse heste meget hårdt i opvarmningen, så flugtrefleksen mindskes under konkurrencen.

images (43) images (39)

Heste redet med rollkur knækker også som beskrevet det forkerte sted halsen, de er tit bag lod og har høj forbens aktion. Risikoen for slid og skader er høj.
De stillinger man beder hesten om at arbejde i i rollkur er ikke nogen den ville indtage naturligt og stillingerne gør at den ikke kan være selvbærende.
Det man har tilladt istedet for er low/long, deep and round. Det skulle ifølge FEI være bøjning udført uden tvang. Dette må maximalt foregå i 10 min. Det der er så fortvivlende, er at man stadig kan stå og se heste bøjet med tvang ude på konkurrencebanerne, uden at der bliver grebet ind. Det er også meget svært at få nogle klare definitioner fra FEI og Dansk Rideforbund på hvad long/low, deep and round er, og så er det selvfølgelig også svært for officials og andet konkurrence personale at skelne.

Konsekvenser af ukorrekt træning;

Halen virker som balancestang. Man vil derfor kunne aflæse en del om, hvilken balance hesten er i under ridning, fx i forhold til løsgjorthed. Løsgjorthed er når hesten under rytterens vægt er i stand til at bevæge sig i balance og uden tvang. Hvis vi snakker trav, skal traven være en fremadgående, taktfast og rummelig bevægelse hvor hesten strækker hovedet frem og ned i rytterens hånd. Den skal have rygsving og en haleføring uden spænding. Hvis hesten pisker voldsomt med halen, har skæv eller meget høj haleføring, er det tit tegn på en ubalance.

3837_BC_02_MG_7969 (1)

Tøjlerne er i dressur ment som en hjælp til rytteren. De skal ikke bruges til at trække i hesten med eller til at bremse den hårdt op. Hesten skal i løbet af grunduddannelsen lære at rette den energi den ellers ville bruge på alle andre ting, frem imod biddet. Et tøjletag skal ikke blive en bagudrettet kraft, men en begrænsning af fremaddriften. Den følelse rytteren skal have er, som at stå på en bred og holde en båd fast i kraftig strøm. Strømmen er fremaddriften og anholdningen er den kraft der bruges til at holde båden stille i strømmen. Den fremaddrift hesten har, er et samarbejde mellem dens naturlige energi og schenklerne. I bøjning og stilning bruges tøjlen også, men i mild grad. Når hesten er stillet kan rytteren lige skimte dens næsebor og øjenbue. En bøjning i hesten længde fremkommer vha tøjlen og en anholdende schenkel. Igen er det et spørgsmål om rytterfølelse, at det ikke bliver en bagudrettet kraft.

images (29)
På hestens halshvirvelsøjle kan man se om hesten er korrekt uddannet. På en korrekt uddannet ( eller uredet,)hest, vil halshvirvelsøjlen have et jævnt buet forløb. Går hesten med 2. – 3. halshvirvel som øverste punkt, har man brugt tøjlen forkert. Når hesten rides med for hård hånd, vil den frie bevægelse over ryggen forstyrres pga den bagud rettede kraft fra hånden. Det gør det sværere for rytteren at sidde på hesten og tit vil rytteren sidde bagudrettet. Den fine og lette kommunikationen mellem hest og rytter går delvist tabt.

images (3)

Skridten er den største indikator på om hesten har været redet forkert. For at opnå en taktfast og løsgjort skridt, skal hesten have lov til for hvert skridt at sænke hoved og hals, så den kan spænde rygbåndet og derved give den lange rygmuskel en pause, i skiftesvis højre og venstre side. En hest der har været holdt for hårdt med tøjlen, er ikke i stand til at slappe af i rygmusklen, da den bliver brugt til at oppebære rytteren, og skridten bliver derfor stiv og pasagtig.

images (2)

 

Hvis den lange rygmuskel er anspændt vil det i traven forstyrre den diagonale benflytning, hvor skiftevis højre bagpipe og venstre forarm eller venstre bagpipe og højre forarm, danner paralelle linjer. Se figur. Det der sker er at bagbenets fremføringsfase forhales og afkortes. Samtidig påvirker det den brede rygmuskel, der pga spændingen i ryggens muskler, holder overarmen fast og forbenet kastes fremefter. Højre forben vil derfor føres meget højt op og venstre bagben vil kun lige løftes ad jorden. Og det samme sker for venstre forben og højre bagben. Den spænding hesten går med hele tiden, vil også betyde at rytmen kan være uregelmæssig. Benene føres i forskellige højder alt efter den spænding hesten går med.

Galoppen er normalt 3-taktet bevægelse, men her påvirkes den diagonale benflytning også hvis den lange rygmuskel ikke er afslappet. Galoppen vil istedet blive 4-taktet.

Rollkur/hyperfleksion/low/long, deep and round;

Det har været meget svært for FEI at udstikke retningslinjer for rollkur/hyperfleksion og low/long, deep and round , da der ikke har været noget forskning at forholde sig til. Det blev i første omgang påstået, at der ikke var nogle skadelige virkninger af rollkur. Man begyndte at bruge ordet hyperfleksion istedet for rollkur og mente at det var en forbedret udgave.
Nu er der imidlertid udkommet en rapport fra ISES der slår fast at rollkur/hyperfleksion og til dels også low-deep and round giver:

¤ Synsskader: Hesten bliver stresset af det meget begrænsede synsfelt den får, når den går med hovedet inde mod bringen. For at forbedre udsynet prøver mange heste at dreje øjenæblet opad.

¤ Vejrtrækningsbesvær: Hesten får svært ved at trække vejret pga den sammenpressede form, luftrøret antager. Den bliver stresset af ikke at kunne få vejret ordenligt og af at den skal bruge så mange kræfter på at trække vejret.

download (3)

¤ Kroniske forandringer i nakkens struktur: Den unaturlige bøjning giver patologiske forandringer i nakkens struktur. Længden af halsen ændres og vinklerne imellem halsens og rygradens knogler forandres. Når ryggen sænkes presses torntappene sammen.
Den unaturlige stilling kan påvirke nervefunktionen, samt føre til øget bredde imellem lamellerne i nakkebåndet. Dette vil give spændinger i de elastiske strukturer og kan give forandringer i tilhæftningerne af ligamenter (Dette symptom blev observeret i alle undersøgte dressurheste trænet i hyperflekterede stillinger af hals og nakke. Men ikke i nogen af de heste der blev trænet uden ekstreme stillinger).

¤ Stress og angst: På grund af de fysiologiske kompromis, de indgreb rytteren er nødt til at bruge for at opnå hyperflekterede stillinger, de modsat rettede signaler hesten får og hestens manglendende mulighed for at undslippe tryk, vil hesten udvise signaler på stress og angst. Det ses igennem konfliktadfærd, undvige forsøg og modvilje imod at bevæge sig fremad. Der er bla. målt højere niveauer af stresshormon, højere øjentemperatur, højere puls og varierende hjertefrekvens hos heste redet i hyperflekterede stillinger.

Rapporten udgives af ISES: International society of equine science. Rapporten betyder at der nu endelig er lavet en undersøgelse med bevis på, at ekstreme stillinger er skadelige for hesten. Det er et stort fremskridt, da det har været svært at forbyde pga manglende dokumentation. Det slåes desuden fast at der ingen fordele er ved at træne med ekstreme stillinger. FEI har holdt et møde med debat omkring træningsmetoder, da rapporten kom frem.

Muskulatur:

Hestens muskler består af muskelceller (også kaldet muskelfibre). De ligger ved siden af hinanden i bundter omgivet af en hinde( en muskelfascie) og hæfter til knoglerne vha sener og ligamenter. Muskelcellerne er bygget til at trække sig sammen, så de fx kan få 2 knogler til at bevæge sig mod hinanden. Når musklen udstrækkes presses affaldsstoffer, som fx mælkesyre, ud af musklen, det styrker bindevævet og sænker risikoen for skader.
For at få den gode virkning skal udstrækning udføres på muskler der er varme og afslappede. Det betyder at man skal lave udstrækningen i samarbejde med hesten og mest optimalt efter træningen.
River man fx muskelfibre, senefibre eller ligamenter over der hvor de hæfter til knoglen, kan hesten begynde at danne knogleceller for at styrke tilhæftningen til knoglen. Dette giver en forbening, der ikke er ønskværdig. Lig. supraspinales tilhæftning på torntappene er et hyppigt sted for disse skader. Det samme er lig. supraspinales forening med ligg. interspinalia. Det sker hovedsagligt ved overdreven fleksion, da fiberretningen her bliver stejlere. Også nakkebåndets tilhæftning til kraniet er et hyppigt sted for knoglenyddannelser.
Fibersprængninger kan også forekomme uden at der kommer forbeninger. De kan være store og små. Af andre overbelasningsskader kan nævnes inflammationer, blødninger, ødemer og muskelkramper.


s2s3s4s5s6s7


Kilder

William Micklem, Complete Horseriding manual, 2003
Hasse hoffmann, Dressur med hjerte og forstand
Gerd Heuschmann, Det Ømme Punkt, 2006
Proffesional Horse Services, The Taming of Totilas, 21 mar 2012 og Dressage in Crisis
ISES position statement on alterations of the horses’ head and neck posture in equitation , 2015
Wikipedia, Rollkur
Christer Ericson, Politikens Ridebog, 1988
Sådan forbedrer du din hest med strækøvelser, Ridehesten 3/12
Horseback Team: Ryglidelser. 2010
Sarah Mille Krasnik, Prævalensen af røntgenologiske forandringer på processi spinosi hos etårs og toårs Dansk Varmblods heste. 02.08.2014
FEI round-tables conference resolves rollkur controversy 9 feb. 2010
Dansk Rideforbund, Træning af dressurheste,